Nr. 8 41. årgang

PRÆDIKEN VED MINDEGUDSTjENESTEN 29. jUNI 2014

Af fhv. udenrigsminister Per Stig Møller

 

Den 9. april 1940 gik en rystet Kaj Munk op på sit arbejdsværelse og skrev: ”De tusind år, så blev de væk/ i morges klokken fem af skræk”. Folket var nok chokeret, men forholdt sig ellers nysgerrigt og roligt. Kun nede ved grænsen blev der kæmpet, og i disse kampe gav danske soldater deres liv ganske meningsløst, eftersom regeringen for længst havde besluttet ikke at kæmpe. Danmark var så alene og dets forsvar var så småt, at en kamp havde været udsigtsløs. Derfor kan man ikke bebrejde regeringen, at den ikke den dag kastede Danmark ud i en håbløs kamp, der blot havde betydet mange døde uden den mindste udsigt til sejr. En regerings opgave er at beskytte sit folk og sit land, men den beskyttelse havde 1930`ernes forsvarspolitik gjort umulig. Regeringen havde allerede tilpasset sig og føjet tyskerne i håb om at kunne holde sig uden for krigen, men netop derfor var det ingen sag for Nazi-Tyskland at krydse grænsen og besætte Danmark. Hvad man derfor den dag kan bebrejde regeringen er, at den lod nogle kæmpe og dø, når den alligevel slet ikke ville kæmpe.

Den valgte i stedet at samarbejde og forhandle med besættelsesmagten, der kaldte sig en værnemagt, som værnede os mod krigen og englænderne. Disses statsminister, Winston Churchill, gav dagbladet Politiken ligefrem skylden for, at Danmark var blevet besat. Og i samme ånd udtrykte den danske regering sin beundring over Tysklands sejre, hvorefter den begyndte forberedelserne til en mønt- og toldunion med Tyskland for aktivt og i tide at finde sin plads i det nye Stortyske Rige. Tænk hvis mønt- og toldunionen var blevet realiseret, så havde Danmark stået som et Østrig, der selv havde fremmet sit Anschluss til Tyskland. Men så galt gik det heldigvis ikke, fordi Tyskland trak forhandlingerne ud, og fordi der trods alt var politiske og folkelige kræfter, som strittede imod, efter at de hemmelige dansk-tyske forhandlinger blev afsløret i den meget beskedne, illegale presse. I november 1941 underskrev den samme regering anti-kominternpagten, som principielt betød, at Danmark nu var i krig med Sovjetunionen. Da udbrød der for første gang store demonstrationer, som det danske politi slog ned på, hvorefter de danske domstole dømte de demonstranter, det fik fat på. Heldigvis var der dog en dansk klausul, eller et forbehold, som det hedder i dag, der betød, at vi alligevel ikke var i krig med Sovjetunionen, bortset fra alle de officerer og menige, der med regeringens indforståelse havde meldt sig til Østfronten.

Regeringen opfordrede således ikke danskerne til at vende besættelsesmagten ryggen. Tværtimod. Med dens støtte skabtes i stedet Den dansk-tyske Forening, hvor danskere og tyskere skulle komme hinanden ved. Hvad man kan bebrejde regeringen er således ikke, at den opgav kampen den 9. april, men at den alt for aktivt tilpassede sig og accepterede alt for meget. Dermed satte den ikke blot æren til, men også Danmarks fremtid på spil.

Få var de, der sagde fra. Nogle gjorde det i skrift, andre i tale, og atter andre i form af sabotagehandlinger. I 1940 var der 10, i 1941 18, men i 1942 steg antallet af sabotagehandlinger til 117, hvorpå statsminister Vilhelm Buhl i september 1942 opfordrede danskerne til at stikke sabotørerne. Mange af disse stikkere likviderede modstandsbevægelsen, men efter krigen blev den selvsamme statsminister statsminister igen, mens stikkerne blev dømt ved domstolene. Det har de sikkert haft svært ved at forstå. Ligesom de officerer, som vendte hjem fra Østfronten og efter krigen blev fyret fra hæren. Og ligesom mange af de sabotører, der levede, fordi de havde undgået stikkerne.

Regeringen tilpassede sig vel at mærke ikke for at styrke Tysklands besættelse af Danmark. Den gjorde det, for at tyskerne ikke skulle straffe danskerne og slå hårdere til, end de hidtil havde gjort det. Den gjorde det for aktivt at tilpasse sig til, hvad udenrigsminister og senere statsminister Erik Scavenius kaldte ”de reale magtforhold i den os omgivende verden”. Men en tilpasning til tidens reale magtforhold er det samme som at afstå fra det ideale forsøg på at ændre dem. Og så bliver intet jo forandret! Regeringen var stærkt foruroliget over såvel sabotørerne, som dem, der i skrift og tale opfordrede til at gøre sig klar til modstand. Men det gik langsomt med at få gang i modstandsviljen. Det tog tid, før der kom gang i de stencilproducerede og trykte, illegale blade, der uden om censuren kunne fortælle danskerne, hvad der egentlig foregik hjemme og ude. I 1940 var den illegale presses oplagstal blot 1.200 eksemplarer. I 1941 voksede det til 40.000, men i 1942 tog det springet frem til 301.000 for i 1943 at nå helt op på 2,6 millioner eksemplarer og i 1944 op på små 11 millioner eksemplarer. Avisartiklerne i den tilladte presse blev grundigt læst af det danske Udenrigsministerium, der lod pressen vide, hvad den måtte skrive, og hvad den ikke måtte skrive. Dets opgave var, hed det efter aftale med tyskerne, ”effektivt at forhindre en antitysk propaganda på ethvert tænkeligt propagandistisk område”. Det skulle ske ved, at ministeriet sørgede for at få de formastelige avisredaktører, forlæggere, journalister og forfattere dømt ved domstolene. Af frygt herfor var redaktørerne og forlæggerne ganske påpasselige. F eks. ville en forlægger i efteråret 1940 udgive en dobbeltkronik af Kaj Munk i bogform, men der skulle lige stryges tre ord fra avisartiklerne. Det nægtede Kaj Munk, og så udkom den bog aldrig. Jo, der blev vogtet nidkært på det skrevne ord, for ikke at genere tyskernes følelser.

Efter at statsminister Vilhelm Buhl i 1942 havde holdt sin anti-sabotage-tale, undsagde den eksilerede, danske politiker Christmas Møller ham straks fra London og opfordrede i stedet danskerne til at udføre sabotage, men han blev da så sandelig også straks modsagt af bl.a. det senere medlem af Frihedsrådet, Erling Foss. Tiden fandt de ikke inde, men hvornår så?

Efterhånden voksede i befolkningen en følelse af, at regeringen tilpassede sig for meget. Kaj Munk, der havde været kritisk, men dog manet til sammenhold med regeringen i denne svære tid, fik efterhånden også nok og skærpede tonen overfor besættelsesmagten og regeringen. Den 22. juni 1941 hørte Jens Stenz fra Hvidsten ham tale mod tyskerne. ”Det var en befrielse og vidunderligt at høre ham tale på den måde”, fortalte Jens Stenz siden.

Det danske politi fulgte naturligvis regeringens såkaldt ”aktivistiske” linje, alt andet ville have været opsætsighed. Det slog aktivt ned på den spirende modstand og gjorde det så tjenstivrigt, at det i september 42 dræbte modstandsmanden, Christian Rottbøll, som briterne havde kastet ned i Danmark for at organisere modstanden og sabotagen. De danskere, der havde ydet hjælp og husly til de nedkastede faldskærmsagenter, blev arresteret og fik lange fængselsstraffe. I den anledning udsendte Udenrigsministeriet den 24. februar 1943 en liste over de dømte og tilføjede, at de var dømt for ”at have skadet landets interesser i forhold til udlandet ved at have ydet støtte til faldskærmsagenter”. Sabotage og støtte til de allieredes faldskærmsagenter var således meget alvorlig, landsskadelig virksomhed. Det skulle det danske folk holde sig fra, sagde regeringen. Den sagde derimod ikke noget til, at 150.000 danskere under krigen arbejdede for besættelsesmagten, mens 100.000 på opfordring af deres fagforeninger drog til Tyskland for at arbejde. Til Nazi-Tysklands kamp mod Rusland meldte 7000 unge, danske mænd sig til Frikorps Danmark for at kæmpe på Østfronten. Modsat meldte 5000 danske søfolk sig i udlandet til allieret krigstjeneste. De reddede Danmarks ære, så vi for nylig ved mindehøjtideligheden for D-dagen i Frankrig.

Det var i dette klima, at nogle nægtede at tie og bie og bøje nakken. På trods af regeringens formaninger fortsatte sabotagen i 1943 med 165 sabotagehandlinger fra januar til og med april 1943. Sabotørerne havde imidlertid ikke meget sprængstof og var ved at løbe tør for, hvad de havde. Derfor blev der sat gang i nedkastningen fra England. Og Jylland blev den landsdel, som først blev foretrukket til nedkastningerne. I marts måned begyndte leveringen fra England, og det var nu og her kroholder Marius Fiil fra Hvidsten Kro, hans familie og venner trådte ind på scenen og i Danmarkshistorien, fordi de valgte at trodse ”de reale magtforhold”. For dem bestod den ”landsskadelige virksomhed” ikke i at hjælpe sabotører og modtage faldskærmsagenter, men tværtimod i ikke at gøre det. I filmen om Hvidstengruppen har vi alle set, hvordan organisatoren Ole Geisler opsøgte Marius Fiil og bad ham om hjælp. Vi har set, hvordan Marius ganske kort drøftede dette med sin hustru, kromutter Gudrun og derefter sagde ja og gik i gang med at samle de gode danske mænd og kvinder, der kom til at udgøre Hvidstengruppen. For, som Marius Fiil, svarede Ole Geisler, havde han altid ønsket sig en flyveplads på marken i nærheden af kroen, og nu fik han den jo så! Fiil, hans søn og to døtre gik straks i gang sammen med andre venner fra Hvidsten og nærmeste omegn. De besvarede Bibelens spørgsmål: ”Hvis ikke vi, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så?” ved modigt at sige, ja, det er os, og det er nu!

Fra den 11. marts og frem til september modtog Hvidstengruppen 50 containere med sprængstoffer, og virkningen heraf kan ses af statistikken, for nu begyndte en bølge af sabotager med engelsk sprængstof. Den første fandt allerede sted den 1. maj i Aalborg, den anden den 11. maj i Aarhus, den tredje den 20. maj i Esbjerg og den fjerde den 1. juli i Odense. Alt dette sprængstof var dirigeret ned, samlet op og sendt videre af Hvidstengruppen, der desuden modtog otte britiske og danske faldskærmsagenter, samt 18 andre SOE-agenter og sabotører, som de alle sammen husede og bragte videre med henblik på at organisere og intensivere modstandskampen.

Danskerne var nu kommet i gang. Sabotagegrupper sprængte fabrikker og jernbaneskinner rundt omkring i landet. I maj 43 var der 62 sabotager, i juli 88, i august 193 frem til regeringens tilbagetræden den 29. august 1943, fordi den ikke ville følge de tyske krav om at dødsdømme sabotørerne. Dødsdomme fandtes jo ikke i den danske straffelov. Regeringens tilbagetræden skyldtes dog ikke alene dette juridiske princip, men nok så meget, at befolkningen rejste sig med strejker og civil ulydighed. Trods Rigsdagsvalget i marts 43 følte regeringen sig ikke længere legitim. Den repræsenterede ikke mere det danske folks vilje. Det gjorde snarere folk som dem i Hvidsten: Kroejer Marius Anthon Pedersen Fiil, hans hustru Gudrun Fiil, sønnen, medhjælper Niels Fiil, døtrene Kirstine, kaldet ”Tulle”, og Gerda Fiil, bryggeriarbejder Peter Bergenhammer Sørensen, mekaniker Johan Kjær Hansen, radioforhandler Niels Nielsen Kjær, karetmager Søren Peter Kristensen, møller Henning Andersen, dyrlæge Albert Carlo Iversen, lægerne Find Bremholm Rasmussen, Baastrup Thomsen, Thorup Petersen, vognmand Anders Venning Steensgaard, gårdejer Anders Stenz og hans bror, landmand Jens Stenz samt købmændene Knud Christensen og Svend Andersen. Svend Andersen er vi glade for er til stede her i aften. Det var de stille i riget, der rejste sig og sagde fra. Det var hverdagens rolige og flittige mænd og kvinder, der nu med flid forstyrrede den offentlige ro og orden og gik i gang med ”landsskadelig virksomhed”.

Modstanden og modstandsviljen voksede op nedefra, mens samfundets top advarede for at undgå, at ondt skulle blive værre. Men ”græsrødderne” fandt, at ondt var slemt nok. At Danmark den 9. april 1940 havde mistet sin ære og selvrespekt. De følte, at regeringen bøjede nakken for dybt for besættelsesmagten. De mente, at Danmark nu også måtte gøre sit for at hjælpe de allierede og bekæmpe nazismen.

Regeringens tilbagetræden den 29. august 1943 som følge af dette græsrodsoprør så de som en sejr, for nu stod det klart, at Danmark var i krig med Tyskland og ikke bare var gået i seng med fjenden. Sabotagen, demonstrationerne og strejkerne i august 43 førte til, skriver chefen for SOE, Flemming B. Muus, ”natten mellem den 28. og 29. august, hvor Danmark vandt sejr over den indolence, der i det store og hele havde præget landet i næsten halvfjerde år”. Den dag hejste Kaj Munk begejstret flaget i Vedersø, for nu var vi da endelig i krig med Tyskland, sagde han. Og sabotagerne intensiveredes over alt i landet, bl.a. med det sprængstof, Hvidstengruppen hentede ned fra himlen, indtil den efter en uheldig og mislykket leverance holdt en pause, hvorunder nogle i stedet bistod andre steder, og andre gav flugthjælp, blandt andet til en jødisk familie i oktober 43.

I foråret 44 var de indstillet på at genoptage nedkastningsarbejdet, men for inden gik det helt galt.

Desværre var to af de faldskærmsfolk, de havde hjulpet ned og videre, ved uforsigtighed den 13. december 1943 blevet taget i Aarhus. Under forhørene gav de oplysninger om Hvidstengruppen og mange andre, som førte til disses anholdelse, rettergang og domfældelse i 1944. Den 11. marts1944, på årsdagen for den første nedkastning, blev Hvidstengruppen arresteret. Den 26. juni 1944 blev otte af dem dømt til døden. To fik livsvarigt tugthus, to fire års tugthus og en halvandet års tugthusarbejde. Efter dommen rejste Marius Fiil sig og sagde, at efter krigen vil de unge ”på ærlig vis række unge tyskere hånden”. Det var ikke hævn, de ville tage, men modstand, de ville yde. For ”hævnen hører mig til”, siger Herren jo i Det gamle Testamente. Mens de sad og ventede på domfældelsen, fik de meldinger om den uro, som netop da voksede frem i byerne. Som en af dem sagde i den anledning, så havde deres indsats ikke været forgæves. De havde været temmelig alene, men nu fornemmede de, at det danske folk vågnede.

Den 29. juni blev de dødsdømte henrettet i Ryvangen, og henrettelserne fyldte danskerne med så megen vrede, at der opstod strejker og voldsom uro i store dele af landet. Deres død bidrog til at skærpe danskernes oplevelse af nu endelig at være i krig med Tyskland.

Stort var deres mod. Og stor var deres måde at møde døden på. Niels Fiil udtrykte det med ordene: ”Nogle må dø, for at andre kan leve”. De, der fuldt bevidst kæmpede og gav deres liv, gjorde det for, at vi, som fulgte efter, kunne komme til at leve i et frit land. Da Marius Fiil blev ført ud af cellen til sin henrettelse, omfavnede han ligefrem den tyske soldat. Han hadede ikke. Han havde kæmpet i en krig og tog konsekvensen. Bag efter sagde denne forbløffede soldat til den fængslede modstandskvinde Elsebet Kieler: ”Hvis jeg nogensinde får en sådan død, så skal jeg være tilfreds”. På Kirstine Fiils anmodning blev Elsebet Kieler derefter overført til Kirstines celle, indtil de den 15. juli blev overført til Tyskland og nye rædsler.

Efter at dødsdommene var eksekveret den 29. juni, skrev den kun 25 år gamle Kirstine til den rigsbefuldmægtigede Werner Best et enestående brev, hvori hun bl. a. skrev: ”Det arbejde, vore mænd har gjort, er ikke gjort af had til Tyskland, men fordi Danmark er i krig, for Danmark er i krig, men jeg er bange for, at der efterhånden bliver et sådant had til Tyskland, ikke af os, der sidder indespærrede, vi har lært at forstå tyskerne en lille smule, men af alle de mænd, som er væk, hvis børn engang bliver voksne mænd, og hvad de vil tænke og føle, er ikke svært at gætte sig til”. Og dét havde hun ret i. Da jeg gik i mellemskolen, følte vi i hvert fald så meget, at vi den 9. april nægtede at modtage tyskundervisning, men tiden læger alle sår, og Marius Fiil har heldigvis for længst fået ret i sin spådom. Unge danskere og tyskere rækker uden videre hinanden hånden, for takket være opgøret med ”de reale magtforhold” er forholdet mellem Tyskland og Danmark blevet idealt.

Best besvarede aldrig Kirstines brev. Han sad sikkert med røde ører, for Hitler var stærkt utilfreds med disse henrettelser. Den 30. december 1943 havde Hitler jo udtrykkeligt beordret Best til at indstille rettergang, domfældelse og eksekutioner af modstandsfolkene. I stedet fik Best ordre til at besvare sabotage med terror, ”terror i mørket”, som Hitler sagde. Den ordre havde Best fulgt den 4. januar 1944 ved mordet på Kaj Munk, men nu i juni 44 havde han ud over Hvidstengruppen ladet adskillige, andre modstandsfolk henrette, hvilket ophidsede danskerne til den store strejke i juli 44. Derfor undsagde Hitler igen Best. Henrettelserne af Hvidstengruppen var skyld i den opsætsighed, som besættelsesmagten nu kom ud for, sagde Hitler og indskærpede, at ”den rigtige fremgangsmåde er i tilfælde af en sabotagehandling straks at organisere en modterror”. Den tyske udenrigsminister, von Ribbentrop, gav herefter Best ordre til at udsætte ”enhver fuldbyrdelse af domme over danske statsborgere”. Hvidstengruppens død bevirkede således, at andre dødsdømte modstandsfolk fik lov at leve. Blandt dem, der havde ventet en henrettelse, var Elsebet Kielers bror, den flittige sabotør Jørgen Kieler, der i stedet med nød og næppe overlevede i en af de værste tyske KZ-arbejdslejre.

Jørgen Kieler har om sin tid i modstandsbevægelsen og tysk fangenskab skrevet bogen ”Hvorfor gjorde I det?” Ja, hvorfor gjorde de det? Hvorfor lod de ikke stå til, som langt de fleste danskere gjorde? Hvorfor fulgte de ikke bare den danske regerings opfordring til at behandle tyskerne med værdighed og i øvrigt lade dem være i fred og undlade enhver modstandshandling? Hvorfor gav de sig til at handle mod regeringen og mod besættelsesmagten? Hvorfor sagde Gudrun og Marius Fiil og de andre fra Hvidsten straks ja, da de blev bedt om at give en hånd med og tage sig af nedkastningerne fra England? De hadede jo ikke tyskerne, men de var kommet til at hade den virkelighed og de vilkår, de levede under. Efter den 29. august 1943 vidste de, at dødsdomme ventede dem, om de blev taget. Alligevel holdt de ikke op. De fortsatte. Hvorfor? Svarene er mange. Men for mange talte det, at Danmark den 9. april havde tabt sin ære og nu levede æreløst, mens de ventede på, at de allierede soldater skulle klare ærterne for os. Som Martin A. Hansen i 1944 efter D-dagen skrev i et digt i den illegale bog, ”Der brænder en ild”: ”Hvert liv, det koster ved Normandi,/ det lader et af vore gå fri”. Men det var jo en æreløs og fej måde at blive befriet på. Man må selv tage ansvaret for sin skæbne. Danskerne måtte selv gå ind i kampen for et frit Danmark i en fri verden, og det gjorde Hvidstengruppen, som Jørgen Kieler kalder ”pionerer” på grund af deres tidlige og meget betydningsfulde indsats. Kaj Munk henviste også til den tabte ære som grunden til, at man måtte sige fra og handle mod regeringen og besættelsesmagten. For Flemming B. Muus var det et spørgsmål om at få gjort op med den danske ”indolence”. Ved nedkastningerne følte han, skriver han, ”at der nu endelig skete noget i Danmark” (s. 111). For Jørgen Kieler var det skuffelsen den 9. april og skammen over den danske regering. Det føltes ”uendeligt usselt, da Stauning i en tale i Aarhus den 3. november 1940 tilsagde Tyskland et snævert samarbejde i det nye Europa, også kaldet Neuropa”, erindrer han (I, 83). Når regeringen ikke ville, måtte andre jo stå imod.

Den franske, eksistentialistiske filosof Gabriel Marcel har defineret eksistens således: ”Væren er det, der står imod”. Det er jo sandt nok, for det, der ikke står imod, opsluges og forsvinder. De danskere, der gik ind i illegalt arbejde, gjorde det for, at Danmark ikke skulle opsluges og forsvinde. De gjorde det for, at deres børn og børnebørn ikke skulle leve som underkuede eller fremmede i deres forsvundne land. Med deres indsats sikrede de, at Danmark i 1944 af briterne og amerikanerne blev regnet for en allieret i krig med Tyskland. De sikrede, at vi i 1945 fik sæde blandt de frie, antinazistiske lande i det nyoprettede FN. De genoprettede kort sagt landets tabte ære. Det er hver generations pligt at sørge for at videregive landet i så god en tilstand som muligt til næste generation. Ingen generation har lov at sætte landet til. Opgaven er forskellig for hver generation, eftersom vilkårene er forskellige. Vanskeligst, farligt og tungest var opgaven for besættelsestidens generation, der tog ansvar eller løb fra det. Hvidstengruppen tog ansvaret på sig.

Og hvad har så vi, der kom efter, lært af den tid? Vi har lært, At har man intet forsvar, får man andres angreb. At man ikke skal stå venneløs og uden alliancer, for der er brug for dem, når krisen bryder ud. At man ikke skal give efter for verdens bøller, for gør man det, bliver de umættelige. Og at man skal stå ved sine værdier. Gør man ikke det, har man ingen.

Modstandsfolkene stod ved deres værdier og gik op mod verdens bøller. Uden tøven ofrede Hvidstengruppen sig, for at vi som en selvfølgelighed har kunnet leve i den frihed, som dengang var forsvundet. De hvilede i troen og stod imod i troen på, at enhver må gøre sit; thi, som Jesus siger: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det”. De satte sig ikke ned og ventede på bedre tider. De ville fremkalde dem. De bad som os alle: ”Fri os fra det onde”, men de ventede ikke på at blive befriet fra det. De bekæmpede selv det onde i verden for, at verden kunne blive et bedre sted at leve.

Alt dette sammenfattede Niels Fiil den 29. juni 1944 i sit afskedsbrev til sine søstre Kirstine og Gerda med ordene: ”Husk versene jeg har givet jer, de vil holde jer oppe og det skal jo gå, for frihed – sandhed og ret vil igen komme til at regere Danmark. `For de gamle, der faldt, er der nye overalt, de vil møde hver gang, der bliver kaldt´. Nu: Godt mod. Tusinde hilsener og kys til I to elskede piger fra jeres bror Niels. PS. Jeg tager roligt af sted nu, for Gud er med mig”.

Niels Fiils stolte ord skal afslutte denne mindehøjtidelighed, hvorunder vi igen i dag ærer og fastholder mindet om de henrettede fra Hvidstengruppen:

Marius Anthon Pedersen Fiil, Niels Fiil, Peter Bergenhammer Sørensen, Johan Kjær Hansen, Niels Nielsen Kjær, Søren Peter Kristensen, Henning Andersen, Albert Carlo Iversen.

Æret være deres minde!