Nr. 5 41. årgang

”Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge,

for natten om advent er tærende lang.

Vi længes, vi længes mod morgenens lykke,

mod solopgangs-timen med fuglenes sang,

thi Herren har svoret

at komme i Ordet

med styrke, med almagt i Ånden til stede

som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.” (Salmebogen nr. 89)

 

Denne adventsalme fra 1996 af Johannes Johansen kan sætte ord på vi nordboers længsel efter lys og varme på den årstid, hvor naturen omkring os er præget af kulde og mørke. Men den kan også sætte ord på den sindstilstand, vi kan befinde os i som mennesker, når vi er præget af sygdom og ulykke og kun vandrer i mørke, fordi vejen mod lyset synes forsvundet i vore liv.

Solopgangstimen eller rettere: solopgangen fra det høje, det var jo en metafor for Messias’ komme til verden, det lys, som man på Jesu tid ventede skulle komme, og som de gamle fædre og profeter havde profeteret så inderligt om. Og der kunne være god grund til at ønske sig et nyt lys komme ind over livet dengang, ligesom der kan den dag i dag. Johannes Johansen bruger det stærke ord: ”Herren har svoret” for at understrege, at der ikke her er tale om et løfte, man kan løbe fra, men et løfte der skal holdes, og som man derfor også kan tillade sig at holde Gud fast på – sådan er det jo, når vi sværger. Herren har svoret at komme i Ordet. Det løfte kan vi fæste lid til.

Jeg har selv oplevet, hvordan et nyfødt barn kan sætte et nyt lys ind i en hel familie. Det var på et tidspunkt, hvor min familie var præget af sygdom og ulykke. Men netop da det så sortest ud, kom det lille barn til verden og kastede nyt lys ind over os alle. For der, hvor vi andre havde opgivet, havde den lille ny al den livskraft der skulle til – og på den måde fik vi nye kræfter blot ved at se på ham. Sådan kan et lille nyt menneske skabe håb og tro på fremtiden.

Og dog er der noget helt andet på spil med Jesu komme til jorden. For med hans komme blev Guds løfte til de gamle fædre ikke bare opfyldt. Med Kristi komme i kødet, Guds komme som et menneske af kød og blod, fik vi også syn for, at Gud ikke vil forlade os, men komme os nær og dele livets smerte og glæde med os. Fordi Gud blev menneske for os er intet menneskeligt ham længere fremmed. Det er juletrøsten til os, som sidder i mørket. Dette løfte er så stærkt, at det ikke kun gælder i vores liv her på jorden, men også i døden og på den anden side af døden – også der vil Gud være hos os. Det er den pagt som nærer vort håb og som bærer vor glæde, så vi juleaften kan lukke glæden ind og synge: ”Glæden er jordens gæst i dag.” (Salmebogen nr. 119).

 

Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul!                                                                

Ingeborg Kaels