Nr. 4 43. årgang, Sjælesorg i følge Grundtvig

”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”, lyder det fra Jesus i Matthæus-evangeliets kapitel 5, vers 4 – det hører vi i kirken til Alle Helgen. Det er gode ord at lade sig trøste af, men for den, der har sorgen tæt inde på livet, er det måske ikke altid nok. For hvorfor skulle man overhovedet miste sin kære, og hvordan skal man kunne trøstes, hvis man har mistet?

De spørgsmål sætter Birgitte Stoklund Larsen fokus på en ny bog ved navn ”Paradisskyggen – med Grundtvig i kærlighed og krise”. Den er let læst og kan varmt anbefales. Forfatteren har i en årrække været leder af Grundtvig-Akademiet, hvor hun har haft adgang til nogle hidtil ukendte tekster, der kaster lys over Grundtvigs særlige form for sjælesorg.

Mange holder af Grundtvigs salme: ”At sige verden ret farvel” (Den danske Salmebog nr. 538). Her hører vi om ”døden med sin istap-hånd”. Døden står altså for Grundtvig som en hånd, der er kold og hård som en istap. Og hvis man har været nær på døden, ved man, at dette billede rammer plet, for hvor der før var liv og varme, er der nu kun kulde. Den døde er blevet til et afsjælet legeme, der hverken kan bevæges, glæde sig eller græde. Sådan skal det gå os alle, uden undtagelse. Det er netop det faktum: ”den bitre død”, som Grundtvig prøver at komme overens med i sin salme.

Grundtvig begyndte på salmen i 1843, men skrev den først færdig i 1845. I den mellemliggende tid havde han været igennem en krise, hvor han følte døden nærme sig. Han var omkring 60 år, men der var intet ydre tegn på, at han skulle dø, selv om levealderen dengang betød, at man var gammel som 60-årig. Faktisk døde han først få dage før han fyldte 89. Men i sit indre følte han døden stærkt. Han var nede i et sort hul. Og netop fordi han kendte dødens gru fra sig selv, kunne han skrive om den, så det siger os noget, også i dag. Ja, salmen rummer vel noget af den mest livgivende sjælesorg, der overhovedet er formuleret på dansk.

I sine salmer skelner Grundtvig altid mellem livet og døden. Livet, det har med bevægelse at gøre – glæde og sorg, op- og nedture, det, at ting forandrer sig, er alt sammen tegn på liv. Derfor er gråden et altafgørende livstegn for Grundtvig – det forløsende tegn på, at et menneske er i live. Modsat er døden det hårde og kolde, for man kan sagtens være grebet af den indre død uden at være død fysisk – det er i følge Grundtvig, når man ikke kan græde. Det havde han selv oplevet under en krise som ung, hvor han var helt forstenet, og det kom som en befrielse, da han kunne græde igen.

”Salige er de som sørger, for de skal trøstes”, lød det fra Jesus i evangeliet til Alle Helgen. Han stod på en skråning ned til Genesaret sø sammen med sine venner og de mange syge og fattige, der altid fulgte ham. Det var mennesker, der kendte til tab og sorg. Det er altså dem, Jesus kalder salige – ganske almindelige mennesker, der sørger. Himmeriget er deres, for Guds Rige er dem nær med trøst og omsorg – så fryd jer og glæd jer, er Jesu ord til dem! Det samme insisterer Grundtvig på i sin salme: at sorgen skal vige for Guds trøst og omsorg. Det udtrykker han i sidste vers: 
”Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd
bortvifter hjertets varme,
indslumre skal jeg da med lyst,
som barnet ved sin moders bryst,
i dine frelserarme.” 
 
Så fra at blive taget af dødens istaphånd, skal den døde ligge i armene på den levende Gud i hans frelserarme, som et spædbarn hos sin mor. I sandhed et saligt bytte! Den største sorg Grundtvig selv oplevede var, da han, efter kun tre års ægteskab, mistede sin anden hustru, Marie Toft. Men han oplevede også at blive trøstet – ikke ved at ”komme videre”, som sørgende ofte rådes til i dag, men tværtimod ved at holde kontakten med den døde levende og blive ved med at skrive digte til hende. Det svarer til, hvis vi bliver ved med at tale og rådføre os med den, vi har mistet. Grundtvigs sjælesorg er, at leve med de døde, i stedet for at lukke af for sorgen og ”komme videre”. I hans dybe sorg havde Gud sagt til ham, at han godt måtte græde, men ikke være misundelig over, at Gud havde Marie hos sig. Han skulle tværtimod glæde sig over, at hans elskede var bevaret hos Gud, for selv havde han kun haft hende til låns.Vore døde har vi kun haft til låns – hvis vi kan se sådan på det, må vi takke for, at vi har haft dem. For Guds Rige findes midt i livet, også for den, der sørger –  det viser sig ved, at vi kan bevæges og føle glæde og sorg – ja, Grundtvig ville sige: at vi kan græde. Og her på jorden får vi del i Gudsriget ved at være noget for hinanden og give og modtage omsorg. Alle Helgens erindring om vore døde er noget af det sidste vi oplever i det gamle kirkeår, men det peger også frem mod en helt ny begyndelse. Derfor behøver vi heller ikke have så travlt med at sætte punktum og tage afsked med de døde – det kan vi lære af Grundtvigs måde at gennemleve sin sorg på. Frem for lukke døren for de døde kan vi tage dem med ind i det nye kirkeår, ind til adventstidens og julens forventning og glæde. Måske kan det også gøre os fortrolige med tanken om, at vi selv skal dø, og trygge i det levende håb at vi er bevaret hos Gud. 

Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig advent og jul!                                                     

                                                                                                                         Ingeborg Kaels