Nr. 3 44. årgang, Folkekirken er for alle!

Fra den 15. august 2016 har jeg fornøjelsen af at være ansat som sognepræst i Spentrup, Gassum og Asferg pastorat og som provst i Randers Nordre provsti.
Min baggrund for sognepræstearbejdet er alsidig. Mit præsteliv startede i Bjerringbro for 18 år siden. Efter nogle år som sognekirkepræst blev jeg ansat i en stor international virksomhed, hvor jeg som projektleder medvirkede til at udarbejde virksomhedens sociale og samfundsmæssige ansvarlighed globalt – henover vidt forskellige kulturer og religioner. En spændende udfordring, som på alle måder bragte mig langt omkring.
Interessen for mødet mellem mennesker, relationer, og - ikke mindst vigtigheden af, at de fungerer - har været en af de røde tråde i mit arbejdsliv. Ved siden af min teologiske uddannelse har jeg derfor taget en efteruddannelse som psyko- og parterapeut. På den baggrund har jeg gennem nogle år været selvstændig psykoterapeut med egen praksis.
For nogle år siden valgte jeg igen ”at trække i kjolen” og vende tilbage til præstearbejdet. Det har været en rigtig god beslutning! Gennem forskellige ansættelser har jeg stiftet bekendtskab med livet som bypræst i Aarhus og Viborg. Derudover har jeg arbejdet som præst på landet samt som sygehuspræst ved Viborg sygehus og studenterpræst ved Aarhus Universitet. Senest kommer jeg fra en stilling i Sct. Mortens, Dronningborg og Gimming sogne.
Hvad er så mit syn på ”kirke”? Det vil jeg gerne illustrere med et eksempel:I foråret var jeg sammen med en flok konfirmander på en heldagstur til Aarhus. Bl.a. var vi på besøg i Ungdomskirken. Her blev konfirmanderne af ungdomspræsten sat på en opgave: De skulle ved hjælp af post it-sedler sætte ord på, hvad man laver i en kirke, og hvad man må og ikke må i en kirke. Kort sagt: hvad kirke er for noget, set fra deres vinkel. Det kom der mange bud på!
På ungdomspræstens spørgsmål til konfirmanderne om, hvad kirke så er for noget, blev der griflet mange forskellige sætninger ned på de farverige sedler. Jeg citerer nogle af udsagnene: ”man kan være sig selv”, ”man skal have respekt for de andre”, ”føle sig ok”, ”man kan snakke med præsten om sine behov”, ”man kan bede om tilgivelse” og ”man kan få hjælp”.
Jeg synes faktisk, konfirmandernes udsagn i al deres enkle og spontane udtryk rammer meget godt, hvad det at være kirke og hvad, vi er her for!
For i et samfund som på godt og ondt er under hastig forandring, er det vigtigt, at vi arbejder for rummeligheden og for en kirke, der bygger på en nåde og tilgivelse, som rækker langt ud over os selv. Det er en altafgørende opgave at værne om den menneskelighed og medmenneskelighed, som mange steder har trange kår i vores performance-kultur, hvor målrettetheden og pulsen er så høj og normalitetsbegrebet så fedtfattigt, at mangfoldigheden går tabt.
Her er vi inde ved den evangeliske kerne, der bygger på andet og mere end ”noget-for-noget”, at alt skal kunne måles, vejes og give økonomisk overskud for at have værdi. Ja, for overhovedet at have eksistensberettigelse. Kirken er sat i verden for at værne om det sårbare liv og minde os om, at vi er mest i live, når vi glemmer os selv et øjeblik og vender os hen imod noget, der er større end os selv. Vi næres og heles i relationerne til andre mennesker og vi vil altid være hinandens nødvendighed, hvis livet skal folde sig ud. Vi må aldrig sætte livet så meget på skrump, at vi i vores optagethed af vores næste personlige karrieremål eller jagten på flere likes på facebook glemmer det, der er det mest væsentlige: den ubetingede ligeværdighed, fællesskabet og respekten mellem mennesker. Værdier som ikke bare kommer ud af det blå men er en konsekvens af den virkelighed, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Det er i det genskær, vi får den menneskelige identitet og værdighed, som vi ikke kan knokle os til og som stiller alle mennesker lige.Folkekirken er ikke kun for de særligt hellige eller særligt udvalgte – den er for os alle. Den er alt det, vi er fælles om: At være mennesker.
Det er med stor glæde og forventning, at jeg ser frem til samarbejdet med menighedsråd, kolleger og medarbejdere ved kirkerne og til mødet med jer i Spentrup, Gassum og Asferg. Jeg glæder mig til at lære jer at kende og til at være jeres præst.

Ingelise Strandgaard