Nr. 2 43. årgang, Læsefrugter

I novellen Påskeklokken skildrer Martin A. Hansen en påskemorgen i en dansk landsby. Fra kirketårnet toner påskeklokken ud over landsbyen, og Martin A. Hansen lader os se ind i menneskenes sind, hvilke tanker påskeklokken vækker i dem.

Vi ser gnieren, der ligger for døden og kun bliver endnu mere ond og grisk ved at høre klokkens klang. For ham taler klokken kun om død og undergang.

Vi ser den hårdhjertede gårdmandskone, ”ætset op indefra af sind”, som det hedder. Ved lyden af kirkeklokken genkender hun allerinderst inde i sig selv en lille gulhåret pige bag de mange lag af hårdhed.

Vi ser kirkeværgen, ateisten, der går sin runde i kirke og på kirkegård for at se, om alt er i orden til gudstjenesten. Ved lyden af klokken og lidt efter tonerne fra påskesalmen inde fra kirken tænker han: blot man ikke den dag man bliver gammel lader sig overvinde af de toner og vender sin overbevisning ryggen.

Inde i kirken siddet den vantro organist og tænker, da han ser præsten gå for altret: ”Dette teater! Her er instruktion, stikord og en hovedrolle. Og nu hovedskuespilleren deroppe i kostumet, hvad er der i ham, når han ligger på knæ deroppe? Mener han noget med det? Hans præstelige stil, hans indøvede bevægelser, når han rejser sig som nu, hans beherskede skridt, hans blide fagter - kan han ikke selv se, det er teater? Hvis de endda var ligefremme, umiddelbare, opførte sig som rigtige mennesker, kom med det råt fra leveren!”

”Umiddelbar, ligefrem tale, råt fra leveren,” tænker præsten. Så radikal var han også engang. Men så svarede alteret ham. ”Sådan kan du være, men vil du være det ærligt og oprigtigt, så må du naturligvis tage en økse og hugge mig i stumper og stykker, for du'r kun det, da er jeg bare en grotesk gammel kasse. Så må malerierne skrabes ud, salmer og melodier udryddes, og huset her jævnes med jorden, så du står med den forfærdelige nøgne jord under dig og den nøgne himmel over dig”.

 

De tanker kender vi vel alle, hvad så end vores opgave i menigheden er: tvivlen, måske er det hele et stykke teater og vi blot skuespillere. Måske er himlen virkelig tom, og måske er der kun en nøgen jord under os, tilværelsens meningsløshed, den ubønhørlige lænkethed til fortiden med dens til tider bitre erfaringer med os selv og de andre.

Men fra gudstjenestens fortælling om Kristus udgår alligevel bestandig en myndighed, der ikke er til at komme udenom, en udfordring for vores liv. Søndag efter søndag holder vi derfor gudstjeneste selv med risikoen for at det er teater alt sammen, og vi blot skuespillere.

Det er påske. Det er opstandelsestro, svag og anfægtet.

Hans Erik Apelgren