Nr. 2 - 40. Årgang, Hvad vil vi med folkekirken?

I den senere tid har folkekirken i høj grad været på mediernes dagsorden. Debatten har omhandlet alt, lige fra medlemstilbagegang, tomme kirker, kirkelukninger, homoseksuelle vielser og ønsket om at indføre en kirkeforfatning for at selvstændiggøre kirken i forhold til staten, som der var lagt op til med Grundloven af 1849. Sagen om de homoseksuelle vielser har nemlig vist, at politikerne, dvs. kirkeministeren, rent faktisk har magt til at beslutte for folkekirken uden at behøve at spørge kirken selv. Ingen i folkekirken har nemlig, som det er i dag, myndighed til at tale på hele kirkens vegne.

 

Hvad betyder det at være evangelisk-luthersk folkekirke i det 21. århundrede i Danmark? Skal kirken have sin egen forfatning? Kan kirken blive ved med at kalde sig folkekirke, hvis under halvdelen af befolkningen er medlemmer (i dag er ca. 80 % medlemmer)? Det er nogle af de temaer, der debatteres, men det tror jeg i grunden ikke man skal være så ked af. I stedet kan man benytte lejligheden til at gennemtænke spørgsmålet: Hvad vil vi i grunden med vores kirke? Det ville være skønt, hvis ikke alene præster, menighedsrådsmedlemmer og faste kirkegængere, men også det store flertal, der kommer i kirken ved særlige lejligheder: jul, dåb, vielse og bisættelse/begravelse, gik ind i debatten. De bruger jo kirken som fast holdepunkt i livets vigtigste situationer. De er det folk, som gør folkekirken fortjent til sit navn.

 

Ingen bliver automatisk medlem af folkekirken ? det kan man kun blive ved at blive døbt. Som bekendt bliver langt de fleste barnedøbt. Det står folk frit for at melde sig ud. Hvis man er døbt og udmeldt, kan man melde sig ind igen ? dåben gælder stadig. Folkekirkens medlemmer er altså de døbte. Det er disse medlemmers holdninger, som kirken i mine øjne har brug for at høre i dag ? både når det gælder, hvordan den skal styres, og hvordan den skal løse sin opgave: At forkynde evangeliet om Jesus Kristus - ikke kun i vores egen generation, men også for de generationer, der kommer efter os.

 

Hvis vi ser på situationen i Spentrup og Gassum sogne, er der ingen alvorlig fare. Vores kirker står ikke for at skulle lukkes ? tværtimod blev Spentrup kirke restaureret i 2010, og Gassum kirke skal restaureres udvendigt til efteråret. I de godt 4 år jeg har været her, har jeg aldrig oplevet messefald (= at en gudstjeneste måtte aflyses p.g.a. for få kirkegængere). Ellers er situationen som i mange andre sogne: Der er flest midaldrende og ældre blandt kirkegængerne. Aldersgruppen mellem 30 og 50 år mangler ofte til gudstjenester og sogneaftner. Børnefamilier og de unge kommer, når der laves noget særligt for dem. Til trods for at der bor mange børnefamilier i vore sogne, har vi dog midlertidigt måttet lukke børneklubben for børn fra 0.-4. klasse p.g.a. for få børn.

 

I håb om at engagere flere i kirkens liv har begge menighedsråd ønsket at sætte fokus på kirkelivet i vore sogne. Derfor samlede vi den 18. april et panel af kirkens brugere til en debataften. Det var medlem af kirkekoret, konfirmand fra 2009 Nicoline Ascanius Kristensen, Spentrup, tre småbørnsforældre: Kasper Brandt Madsen, Spentrup,Annika Mølgaard Nielsen, Gassum og Dot Dahlerup, Gassum, spejderforælder Lars Peter Salhøj, Spentrup, menighedsrådsmedlem Kjeld Bülow, Jennum, samt pensionistUlla Mølbæk, Spentrup. Vi spurgte dem: Hvad bruger du kirken til? og Hvad kunne du tænke dig, der skulle ske i kirken?

 

De brugte kirken ved søndagens gudstjeneste, til dåb, babysalmesang, konfirmation, mini-konfirmand, bisættelser/begravelser, koncerter og sogneaftner, og var generelt godt tilfredse. Der kom mange ideer på bordet: For de helt unge blev der efterlyst mere levende gudstjenester, f.eks. kunne man give hånd til hinanden og klappe i kirken. En nærmere kontakt mellem spejdere og præster blev foreslået. Der var forslag om rytmisk musik, samt at klaveret blev brugt mere i gudstjenesten. Flere familiegudstjenester blev efterlyst, eller børneklub under gudstjenesterne. Hovedsynspunktet var, at der sker rigtig mange fine ting for midaldrende og ældre, men at der mangler noget for børnefamilier og unge.

 

De ideer og synspunkter, der kom frem, vil blive bearbejdet i menighedsrådene. Nogle af dem kræver dog flere eller andre ressourcer, end vi har. Gassum sogn er et udpræget landsogn, men Spentrup sogn kan efterhånden kaldes et forstadssogn til Randers ? dog uden de ressourcer, man typisk finder i en by. I Spentrup er 2.594 af de 2.756 indbyggere medlemmer af folkekirken (godt 94 %). I Gassum er der 900 af de 970 indbyggere medlemmer (godt 93 %). Til at betjene de i alt 3.494 folkekirkemedlemmer har vi to halvtidspræster (idet den ene præst samtidig også er provst), en bistandspræst, en organist, en halvtids kirkesanger, to gravere, en gravermedhjælper, 5 timers ugentlig sekretærbistand, samt nogle løst tilknyttede undervisere til babysalmesang og mini-konfirmander. Personalet har nok at se til med kirkegårdspleje, gudstjenester, samtaler/sjælesorg, dåb, babysalmesang, dåbstræf, mini-konfirmander, konfirmander, ungdomsgudstjenester, vielser, bisættelser/begravelser, sogneaftner og koncerter mm. Dertil kommer, at menighedsrådsmedlemmerne gør en stor frivillig indsats ved møder og arrangementer.

 

Debatmødet rejste spørgsmålet, om vi bruger vore ressourcer rigtigt til gavn for kirkens medlemmer? Behøver der f.eks. altid være en præst tilstede ved det, der tilbydes? Måske kunne man også trække på frivillige udenformenighedsrådene? Folk vil jo gerne gøre en frivillig indsats, hvis opgaven er klart afgrænset. Men det grundlæggende spørgsmål er nok, om kirken skal være et sted, hvor nogle bliver betjent og andre betjener, som i det vi kalder servicesamfundet? Eller om kirken snarere skal være et sted, hvor andre end blot ansatte og menighedsrådsmedlemmer kan byde ind med noget? I så fald er det ikke et enten - eller: Enten betjener man, eller også bliver man betjent - Så er man i højere grad fælles om at tjene hinanden.

 

Uanset hvilken holdning du har til kirken, afhænger dens liv også af dig! Debatten om folkekirkens fremtid er i fuld gang ? den kan vi ikke lukke øjnene for. Den skal ikke kun føres blandt de meget kirkelige, i medierne og på Christiansborg. Den fortjener også at blive ført af kirkens egne medlemmer her i Spentrup og Gassum. Vi har arvet to overordentligt smukke middelalderkirker fra vore forfædre ? dem skylder vi at sikre, at der er liv - til gavn for os selv og for de generationer, der kommer efter os.

    

Ingeborg Kaels