Nr. 1 42. årgang, Skole i 200 år

I 1776 indførte kong Kristian den 6. en forordning om konfirmation med det sigte, at ungdommen gennem levende kundskaber om den kristne tro skulle nå frem til ”en sand hjertets og sindets forandring”. Konfirmationen betød den første systematiske og statsligt kontrollerede undervisning, pligtig for alle landets borgere. Og i 1814 kunne kong Frederik den 6. så underskrive de skolelove, der gav 7 års undervisningspligt for alle borgere i Danmark. Derfor fejrer vi i år, at vi nu har haft 200 år med ret og pligt til uddannelse, og vi kan ønske folkeskolen til lykke med jubilæet både på landsplan og lokalt. Skolen var oprindelig, som det ofte er blevet udtrykt, et barn af kirken. Skolens formål var i 1814, at børn skulle udvikles til at være ”gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-christelige lære”, så børnene blev nyttige borgere i staten ved at tilegne sig basale færdigheder i læsning, skrivning, regning og først og fremmest kristendom. For at kvalitetssikre denne skole blev tilsynet med den nye skole overdraget til kirken. Det blev biskopper, provster og sognepræsters opgave at føre tilsyn med skolerne og tilse, at alt forløb på en saglig og gudfrygtig måde. I hverdagen i det enkelte sogn fik samarbejdet mellem præst og lærer en helt afgørende betydning. Men med årene opstod der en voldsom kritik af kirkens rolle, og specielt socialdemokratiet arbejdede energisk på at afskaffe det gejstlige tilsyn, der blev fjernet i 1933. Dog blev det fortsat fastholdt, at kristendomsundervisningen skulle være i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære. Og netop dette spørgsmål om undervisningens binding til kirkens bekendelse kom til at medføre megen utilfredshed, da 60´erne og 70érne skabte det store opbrud fra traditioner og vedtagne normer, og med skoleloven af 1975 blev undervisningen i kristendom alene kundskabsformidlende uden konfessionelt sigte.  Alle fag i skolen var nu ligestillede og underlagt kravet om, at skolen ikke må indoktrinere.

Vi lever, siges det, i et videnssamfund, hvor folkeskolen er den helt centrale uddannelsesinstitution. Hvor skolen i 1814 skulle opdrage børn til gode samfundsborgere, der elskede Gud, konge og fædreland, så skal undervisningen i dag snarere forberede børnene på livet i det moderne globale samfund. Det gejstlige tilsyn er afløst af en meget betydelig forældreindflydelse på skolens liv, og skolen har været genstand for en ofte noget uberettiget kritik.  Da den første Pisa-undersøgelse viste, at danske elever tilsyneladende læste gennemgående dårligere end elever i andre sammenlignelige lande, der indgik i undersøgelsen, så valgte et politisk flertal at sanere hele skolelovgivningen med heldagsskolen som det seneste tiltag.  Nu skal alle være forandringsparate og innovative og udvikle kompetencer, der gør børnene egnede til at begå sig i den moderne konkurrencestat, der udspringer af globaliseringen. Og det lyder da også fornuftigt med en skole, der skal sætte faglig dygtighed i centrum. Men det rejser spørgsmålet, om skolen ikke skal kunne noget andet og mere? Eller giver det mening, at skolen fortsat har en formålsparagraf, hvori det hedder, at kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom? Svaret må være, at det fortsat er vigtigt, at kristendomsfaget spiller en betydelig rolle som formidler af kulturværdier, det er vigtigt, at den personlige dannelse kan gå hånd i hånd med den faglige dygtighed. Dannelse handler om, hvem vi selv er som personer, og som mennesker, der skal lære at begå os i en tilværelse, hvor vi vil blive mødt af en lang række spørgsmål, man ikke kan uddanne sig til at svare på.  Hvad er godt og ondt, hvad er rigtigt og forkert, og hvad er meningen med livet? Det vigtigste i livet lader sig netop ikke måle som i Pisa-undersøgelserne, men det handler her om dannelse, hvor ord som skyld og ansvar og kærlighed ikke må miste betydning.

Biskop Kjeld Holm har givet dette bud på, hvad der ligger i begrebet dannelse: ”Dannelse er indsigt i, hvad der er afgørende i den menneskelige tilværelse. Hvor uddannelse handler om at blive dygtig til et eller flere fag, så handler dannelse om at blive livsduelig – også i etisk henseende. Derfor er mødet med kultur afgørende, fordi vi igennem en sådan tilegnelse lærer om andre tiders indsigt i, hvad der er ondt og godt”. Skolen var engang et barn af kirken, barnet er nu for længst blevet myndigt, men skolen og kirken har fortsat brug for hinanden for sammen at arbejde på det projekt at dueliggøre og danne de børn, som vi er fælles om, så de udvikler sig til hele mennesker. Så et til lykke til folkeskolen med jubilæet, en tak til vores lokale skole for gode samarbejdsrelationer, og et ønske om at skole og kirke også fremover må arbejde videre på det fælles kulturgrundlag, der har skabt det moderne Danmark.

Klaus Frisman