Nr. 1 41. årgang

Den barmhjertige samaritaner i Afrika og i Danmark

I oktober havde jeg den store oplevelse at være på studierejse sammen med 20 andre præster til Kenya og Zambia. Rejsen var arrangeret af Præstehøjskolen og Aarhus Universitet i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp og Mission Afrika. I begge lande skulle vi studere kirkernes rolle i forhold til udvikling af demokrati, samt ud og se nogle af de projekter, som Folkekirkens Nødhjælp er involveret i. Først og fremmest skulle vi dog til gudstjeneste så mange forskellige steder som muligt, jeg tror vi var i kirke 6 gange i løbet af de 14 dage, turen varede! Vi mødte mange kirkeledere og veluddannede meningsdannere, der havde gjort sig tanker om deres landes fremtid. Men den største oplevelse var nok at tale med almindelige, fattige mennesker ofte analfabeter, høre deres syn på tilværelsen, og møde den særlige afrikanske humor og livsglæde.

En stor forskel på Danmark og lande som Kenya og Zambia er jo, at vi i modsætning til dem har en infrastruktur, der fungerer: skoler, veje, sundhedsvæsen og offentlige institutioner. Med mindre man er velhavende, er livet i disse lande råt og ubarmhjertigt. Her går kirkerne ind og gør et kæmpe arbejde med at afbøde samfundets mangler ? præcis som kirken gjorde hos os, inden vi fik velfærdssamfundet. Antallet af forskellige kirkesamfund er overvældende stort. Enhver kan starte sin egen kirke, og mange gør det. Og hvor vi herhjemme er glade, når der er 50 i kirke en søndag, var der her kirker med 3 søndagsgudstjenester og 6.000 kirkegængere pr. gang!

Ovenfor ser man et maleri fra en katolsk kirke i en landsby langt ude på landet i det sydlige Zambia. Det forestiller Den barmhjertige samaritaner: vi ser hvordan den syge mand, som faldt i røvernes hænder og blev mishandlet, nu er lagt på en båre og opvartes med dejlig mad og oplæsning fra den hellige skrift. Det sidste står dog for kunstnerens egen regning! (jf. Lukasevangeliet 10, 25-37.) Maleriet illustrerer den afgørende dobbelthed i afrikansk kristendomsforståelse - ja, evangeliets hovedpointe: hvis man vil være en god næste, gælder det ikke kun om at drage omsorg for de syge og svage, men også om at give dem evangeliet. Og omvendt: det er ikke nok at give folk evangeliet, man må også drage omsorg for dem. Det tager kirkerne i Kenya og Zambia helt bogstaveligt: de nøjes ikke med at give folk ordet, de giver dem også brødet!  

Tilbage i den danske virkelighed må man prise sig lykkelig for at leve i et samfund, der fungerer. Ved første gensyn virker livet utrolig velordnet og trygt, men også en smule forkælet. Men under overfladen er livet herhjemme langt fra så let, som det ser ud til. Til daglig møder vi måske ikke så mange, der lider nød, i vore sogne. Der sker jo typisk det, når man har det skidt, at man gemmer sig væk. Men at der bliver flere fysisk, psykisk og økonomisk nødlidende i disse år herhjemme, er desværre en kendsgerning.

Vi har været så vant til at kunne læne os op ad velfærdssamfundet - også som kirke. Men i en tid, hvor mange almindelige menneskers velfærd er truet, tror jeg det er vigtigt for kirken at finde tilbage til sin gamle rolle i samfundet som den, der drager omsorg for de svageste ikke kun ude i verden, også herhjemme. Folkekirken har lige fået nye indsamlingsperioder, og fremover gælder indsamlingen i jul og nytår netop diakoni i Danmark. Der samles bl.a. ind til fordel for Kirkens Korshær, Missionen blandt Hjemløse, Blå Kors, Børnesagens Fællesråd og KFUM og K's sociale arbejde. Derved har folkekirken valgt at give en hjælpende hånd til danskere der har det svært, og det håber vi, I vil bakke op om.  
 

Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul!                                                                   

 Ingeborg Kaels