Nr. 1 - 40. Årgang

?Vor tro er den forvisning på, at vi Guds nåde have,

som ingen af sig selv kan få, men den er åndens gave?.

(Brorson)

I en globaliseret tid mødes mange vidt forskellige livsanskuelser og religiøse tolkninger af tilværelsen, og det betyder, at vi tvinges til at være mere bevidste omkring vores eget trosforhold. Men hvad mener vi, når vi anvender ordet tro. Mener vi, at tro er udtryk for nærmest en nedarvet evne eller et særligt gen, som vi er udstyret med? Eller er tro udtryk for, at vi har antaget nogle meninger, som vi tillægger en guddommelig sandhed? Er tro ensbetydende med, at vi dermed skal fastholde hele den bibelske fortælling som en urokkelig sandhed, eller kan vi nedskrive vores kristne tro til blot dette, at vi tilslutter os ideen om, at Jesus har talt sandt om menneskelivet.

Vi har det med at gradbøje troen ud fra begreber som stor, større og størst, og eftersom vi henviser troen til privatlivet og er yderst forsigtige med at lade troen komme til udtryk i det offentlige rum, hvor troen kan få karakter af fanatisme, så ender det måske med, at mange mennesker i dag vil sige, at vi i vores generation helt har mistet evnen til at tro. Men deri ligner vi på mange måder de disciple, som Jesus omgav sig med. De spurgte engang deres mester, om de ikke kunne få mere tro. Og Jesus gav da et snørklet svar, der var en fuldstændig afvisning af problemstillingen, idet han sagde: ?Hvis I havde tro som et sennepskorn, så kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode og plant dig i havet, og det skulle adlyde jer? (Lukas 17,5ss). Et sennepskorn ser ikke ud af meget, det er et af de mindste korn, der findes, og hvad i alverden skal et morbærtræ ude i havet? Dermed får Jesus sagt, at det ikke kan nytte, at vi overanstrenger os ved at mene, at tro er en evne hos os selv, som vi kan pleje og passe og udvikle, og vi kan ikke udstille troen til almindelig beundring for andre. Tro vil altid være udtryk for det personlige tillidsforhold mellem Gud og mennesker, troen kan ikke gøres til genstand for analyser og undersøgelser, og den kan ikke gradbøjes.

Den tyske teolog Karl Barth skrev om troen, at den er som et hulrum, et vakuum i mennesket. Og den definition er værd at eftertænke, når vi ser på, hvordan vi i dag ofte forsøger at fylde en meningsmæssig tomhed ud ved hjælp af underholdningsindustriens larmende tilbud og vores egen rastløse foretagsomhed i hverdagen. Tro vil altid være en gave, der bliver skænket i øjeblikket, men det bliver ikke en ejendom, som var der tale om en død kapital. For tro handler ikke kun om at tro, men om at være tro. Det fik Jesus understreget overfor sine disciple ved - efter at have talt om sennepskornet og morbærtræet ? så at pege på forholdet mellem en slave og dennes herre (Lukas 17,7ss). Slaveri var dengang et almindelig udbredt fænomen, og forholdet mellem herre og slave stod ikke til diskussion. Herren var naturligvis den, der bestemte, og slaven fik det daglige brød ved at stille sin arbejdskraft til rådighed, han havde ingen rettigheder og kunne derfor ikke forvente nogen form for tak. Dette billede bruger Jesus for at sige til disciplene: I kan ikke ved alverdens anstrengelser gøre jeres tro større og stærkere, den får I nemlig skænket aldeles gratis, kvit og frit. Til gengæld skal I så - ganske som slaven - gøre det, som I er blevet sat til at gøre - nemlig tage jer af hinanden. For at tro er det samme som at være tro. Og det er i virkeligheden en vældig befrielse. Vi skal ikke leve op til et eller andet forskruet trosideal. Hele vort kristenliv er rakt os gratis af Gud selv, som også har stillet os dér, hvor vi nu står. Og troen er givet os som en mulighed i øjeblikket, for at vi skal gøre, hvad vi er skyldige at gøre, leve den tilværelse, som blev vores sammen med de mennesker, som vi blev sat i blandt. Det er et fuldgyldigt forhold til Gud, at vi tager os af det, som vi skal tage os af, nemlig elsker vores næste og er tro overfor de opgaver, der er lagt hen til os. I billedet af slaven og Herren ses slavens skyldighed at være dette at varte op og pløje og vogte. Sådan er vi også billedlig talt sendt ud i livet for at pløje og vogte og være i tjeneste. Og lønnen har vi altid fået forud, vi er forudlønnede, fordi uanset hvordan vi måtte gå og rode med vores tro, så er den dog altid stor nok i Vorherres øjne.

Klaus Frisman