Kirkeordinansen af 1537

Kong Harald Blåtand gjorde danerne kristne, som der står på Jellingestenen – ristet i runer. En skelsættende historisk begivenhed manifesteret ved kongens dåb i 966.

Godt 600 år senere sker en ny danmarkshistorisk begivenhed:

Den 30. oktober 1536 sidder den danske kong Christian III (1503-59) på en forhøjning på Gammeltorv i København med front mod domkirken. Foran ham står adelen, købstædernes repræsentanter og to bønder fra hvert herred. I alt omkring 300 mennesker.
Kongens budskab er enkelt og danmarkshistorisk. Det er her, han gør det danske folk til lutheranere.
En sekretær oplæser et anklageskrift mod de katolske biskopper, kongen selv gør rede for den nye tro.
Danmark skifter trosretning. Kongen styrer kirken, og kirken skal ikke længere blande sig i politik.
Den lutherske bevægelse dumpede ikke ned fra himlen. Fra 1520erne havde tankerne bag Martin Luthers (1483-1546) opgør med den katolske kirke også sneget sig over den dansk-tyske grænse næret af også danske teologers utilfredshed med den katolske kirkes privilegier.

Det var også en folkelig bevægelse, og allerede før det tvangsindkaldte folkemøde på Gammeltorv var købstæderne overgået til luthersk lære. Men arbejdet med, hvordan troen skulle udformes, stod tilbage efter kongens erklæring.
Det er ingen nem opgave at reformere et helt land. For hvad skal der ske, når de katolske biskopper er sat bag lås og slå, deres jordegods beslaglagt, tiggermunkene udvist og de katolske præster konverteret til den evangelisk-lutherske kristendom?
For Danmarks vedkommende ankom den tyske reformator Johann Bugenhagen (1485-1558) til Danmark i 1537 for at assistere ved udformningen af den lutherske lære i danske klæder.
Bugenhagen var en del af det evangelisk-lutherske triumvirat fra Wittenberg bestående af Bugenhagen, Martin Luther og Philipp Melanchthon, som skrev Den Augsburgske Bekendelse på hvis grundlag folkekirken hviler. Bugenhagens speciale var kirkeordninger, og før han kom til Danmark, havde han blandt andet udformet den tyske kirkeordning.
Han havde mere end en finger med i Kirkeordinansen på latin fra 1537, som to år senere blev oversat til dansk, han viede også de første syv danske biskopper dengang kaldet superintendenter blandt andre Hans Tausen og Peder Palladius.
Bispevielsen havde den teologiske finte, at da Johann Bugenhagen ikke selv var biskop, kunne han ikke lade de nye biskopper få den apostolske succession, som i dansk luthersk forståelse er en katolsk skik. Det vil sige, at superintendenterne ikke blev viet som direkte efterfølgere af apostlen Peter, der i kristendommen regnes for Roms første biskop. Den svenske kirke har derimod overtaget skikken fra den katolske kirke. Derfor kan man se, at der bliver holdt nøje øje med svenske biskopper ved danske eller norske bispevielser, så det sikres, at svenskerne ikke lægger hånd på den nye biskop.
Det var et langtidsholdbart skrift, Bugenhagen udarbejdede i samarbejde med danske teologer. Med ganske få justeringer har Kirkeordinansen overlevet frem til i dag. Justeringer – ikke på den evangeliske lære, men på forvaltningen i demokratisk øjemed.
Martin Luthers lære om frelse, at ingen frelses af gode gerninger, men ved Guds nåde, er at finde i Kirkeordinansen. Ordinansen fastsætter også, hvilke bøger en dansk præst skal eje, for eksempel Den Augsburgske Bekendelse og Luthers katekismus. Dertil kommer, at prædikenen skal foregå på dansk.

Kirkeordinansen slår allerede fast i 1537 en nyskabelse for forvaltningen af kirken: Menigheden vælger selv sin præst. En demokratisk nyskabelse, der er videreført i indførelsen af menighedsråd i 1903.

Hans Erik Apelgren

<object id="ieooui" classid="clsid:38481807-CA0E-42D2-BF39-B33AF135CC4D"></object>