Anden juledag 1883 sluttede en artikel i avisen New York Times med den glædelige nyhed, at den mærkelige tyske tradition med et dryssende juletræ med farlige vokslys i stuen heldigvis var på retur, fordi folk igen havde vendt sig mod fædrenes smukke tradition med at pynte stuen med julesokker eller julestrømper, hvori julemanden kunne placere gaverne julenat.

Nu fik journalisten ikke ret i sin spådom. De fleste af os kan ikke forestille os en jul uden juletræ, og julestrømperne er i dag mest for de mindste. Men hvordan, hvorfor og hvorfra kom traditionen med strømper eller sokker til jul ?

Vi skal tilbage til middelalderen, der var mere farve- strålende end mørk. Til en tid, hvor fortællinger gik i arv, og hvor Bibelens beretninger om jul, Jesusbarn og den hellige familie blev suppleret med andre gamle historier om, hvad der i grunden skete i byen Betlehem. Når vi stadig kender de gamle historier, legender og fortællinger, skyldes det ikke mindst kunsten, især billederne i kirkerne. I Ajstrup kirke, nord for Aalborg i Vendsyssel, findes en smuk, gammel altertavle fra 1618. Den er fra tiden efter reformationen i Danmark, og selvom flere havde forsøgt at komme alle de gamle ubibelske fortællinger og legender til livs, blev de alligevel ved med at dukke op i kunsten. Allerede lige efter reformationen hører vi første gang om noget med en strømpe eller en sok. Det er reformationens præst Hans Tausen, der udgiver en samling prædikener, hvor han vil rette fortidens fejl og misforståelser, og han fortæller om, hvordan den stakkels Maria måtte finde, hvad hun nu havde med sig på rejsen til at svøbe om det lille Jesusbarn i stalden. Hans Tausen fortsætter i sin prædiken med at sandsynliggøre, at hun nok brugte et tørklæde eller forklæde - og i hvert fald ”ikke Josefs sokker, som de løgnagtigt siger i Aachen”.
I domkirken i Aachen opbevaredes nemlig i middelalderen et kosteligt relikvie, nemlig Josefs hoser, som Maria skulle have lavet Jesu svøb af. Hoserne eller sokkerne er for længst forsvundet, men de findes afbildet som relikvier i middelalderlige fremstillinger. I tyske og nederlandske julesange og på flere billeder fra middelalderen findes beretningen om, hvordan Josef bliver sendt af sted efter både jordemor og babytøj, og da han kommer hjem uden nogen af delene og det lille Jesusbarn ligger i krybben og lyser, tager han strømperne af, så den lille ny ikke skal fryse i krybben.

Hvorfor nu beskæftige sig med et par ældre, sikkert aldrig eksisterende herresokker i 2018, når nu både adventstid, juletid og Hellig tre Kongertiden er fyldt med så mange andre smukke historier og traditioner ?
Selvom traditionen er én af de pudsige middelalder- legender, der ingen baggrund har i BIbelens fortælling om Jesu fødsel, er historier som den netop med til at understrege, hvad det var, der skete, dengang Gud blev menneske. Dengang en lille gruppe jøder valgte af følges med en tømrersøn fra Nazareth, der fortalte så overbevi- sende, at de slap, hvad de havde i hænderne for at følge ham og høre hans historier og se, hvordan han mødte mennesker rundt i landet. De så ham udvirke mirakler, de så, at han mødte ødelagte mennesker og satte dem sammen igen. Alt sammen fordi Jesus netop ikke som kejseren var en Gudesøn uden kontakt til det almindelige, for han blev født af en helt almindelig teenager, Maria, og fik tømreren Josef som sin jordiske far.

Der er et udtryk på dansk, som hedder, at man står med hatten i hånden. Det betyder, at man ikke har noget at komme med. Men Josef står med sin sok i hånden for at fortælle det modsatte: At vi ikke behøver at stå med hatten i hånden. Vi har noget at komme med. En omsorg og kærlighed, som Gud ikke kan undvære, ja som holdt hans egen søn varm og tryg i vuggen den første nat i Betlehem. Centralt i kristendommen ligger et lille barn, der på samme måde som alle vore små skrøbelige vidundere er afhængige af, at vi forsøger, det bedste vi kan. Skærmer og værner og svøber vore små i det bedste vi har, også selvom vi måske ikke altid har mere at komme med end et par uldne sokker.
Forsidebilledet er alterbilledet fra Todbjerg kirke nord for Aarhus. Det er malet af Sven Havsteen Mikkelsen, der i sidste halvdel af det tyvende århundrede malede især fra sine mange rejser til Grønland, Færøerne og Norge. I Todbjerg hænger dette julebillede, uden Josefs sokker, men med sans for både vores verden og miraklet. Hos Havsteen udspiller scenen sig i stalden udenfor Betlehem.
Den lille familie er omgivet af hyrder og samlet omkring et lille bål eller et ildsted og placeret midt i billedet. Henover fødselsscenen er der nogle meget markante grønne bjæl- ker eller spær, der krydser hinanden i korsform. Bjælkerne har ingen konstruktiv funktion, de er symbolske og peger frem mod korset og Jesu død. Det lille barn er født ind i en verden, hvor lidelse og død er betingelserne, hvor lidelseshistorien hører med helt fra begyndelsen. Det er ikke en sød og sentimental krybbescene, der gemmer sig ikke en hyggelig julemand eller skål konfekt i billedet. Men lyset fra ilden er også lyset fra barnet, der oplyser alle omkring ham. Lyset som var det første, der tænd- te vores verden, stråler ud fra altertavlen i Todbjerg og minder dem, der sidder i kirken om, hvorfra lyset, håbet og varmen kommer.

Jul er, at Gud lod sig finde i vores verden, og ikke nok med det, Gud tog alle vores nederlag på sig. Det er, hvad legenden om Josef og hans sokker, meget håndfast og humoristisk fortæller. Vi kan sige, at “jeg vil nødig være i hans eller hendes sko” og mene, at godt vi slipper for at opleve, hvad han eller hun oplever. Men det forunderlige ved kristendommen er, at Gud godt vil være i vores sko eller julesokker. Alt det, der er vores, blev også Guds, og han vil være, hvor vi er. For at vi kan være og blive, hvor han er. Det er julens store byttehandel: Gud blev et barn på jorden ligesom vi. Og vi blev og forbliver himmelske børn af Ham. Det er til alle tider en julesokkegave værd.

Glædelig jul og godt nytår.


Sognepræst Peter Ulvsgaard, Spentrup, Gassum og Asferg.


Tak til kirkehistoriker Carsten Bach Nielsen for at drage fortællingen om julesokkerne ud af glemslen og til fotograf Arne Illeborg for at stille forsidefoto af Havsteen Mikkelsens ”Julenat” til rådighed.