GÅTURE, GENTAGELSE, GENSYN, GOD TID OG GUDSTJENESTE

 

Jeg holder af at gå, ikke løbe eller cykle, ikke for motionens skyld, men fordi, der er noget helt grundlæggende ved det at sætte den ene fod foran den anden og bevæge sig ud i verden. Jeg kan ikke huske, hvordan det var, dengang jeg som lille lærte at gå, men for en del år siden blev jeg ramt af en hjernehindebetændelse, der ødelagde mit balancecenter i det indre øre, og da det indre øre ved lægens hjælp var bygget op igen, måtte jeg lære at gå igen. Det var på samme tid frygteligt ikke at kunne, og mirakuløst at være i gang med at lære det igen. At slingre og falde gjorde ingenting, fordi jeg var ved at lære det igen: at gå.

Jeg holder af at gå på kirkegårde, - og for første gang i mit lange præsteliv, bor vi nu nabo til både kirke og kirkegård. Der går jeg jævnligt og hilser på dem, jeg kunne havde kendt, hvis jeg havde levet og boet længere her på egnen.

Når man går, kan man nå at se sig omkring. Går man langsomt, som man helt af sig selv gør på en kirkegård, kan man nå at læse navne, se datoerne for fødsel og død og regne på, hvor gammel hun eller han, nu var, da vedkommende døde. Med alderen bliver der flere og flere, der forlod denne vores verden på min alder, og døden bliver mere og mere nærværende, og får én til at sætte farten ned for at få det hele med, så man ikke sjusker eller sløser med det (korte) liv.

Jeg holder af kirkegårde, og jeg holder af at gå. Jeg holder også af storbyer, hvor byernes forskellige hastigheder går i kroppen på én. I Rom sidder man mere, end man går, og hvis man går, er det ofte kun hen til næste fortovsrestaurant for at få enten god kaffe eller kølig hvidvin. I Rom kan man også gå den lange tur ud til den “ikke katolske kirkegård”, hvor de vilde katte samles og hvor de mange ikke-katolske udlændinge i Rom er begravet. Det er en slidt og smuk kirkegård, hvor man bl.a. kan se et gravmonument over en yngling, der har sin hund med i marmor (se foto).

Også i New York kan man noget så uamerikansk som at gå. Man spadserer som på de parisiske boulevarder og vender man benene mod Brooklyn, ligger der på et befærdet gadehjørne den lille tobaksforretning, hvor forfatteren Paul Auster ugenligt køber sine foretrukne cigarer af indehaveren Auggie.  En dag går det op for Auggie, at hans faste kunde er forfatter, og straks trækker han Paul Auster med sig ud i baglokalet for at vise ham, sit værk. Frem af et skab hiver han en stor kasse. Og op af kassen tager han 12 helt identiske fotoalbums. "Det her er mit livsværk," siger han og åbner et album. Det viser sig, at Auggie de sidste 12 år hver eneste morgen klokken 7 har stillet sig op på gadehjørnet udenfor sin kiosk og dér har taget et enkelt farvebillede af præcis det samme motiv - nemlig udsigten ud over fortov og vej.  Mere end 4000 billeder er det blevet til.

Hvert album rummer et år med billeder sat ind i rækkefølge begyndende med 1. januar og sluttende med den 31. december og med datoen pertentligt anført under hvert eneste foto. Paul Auster har fortalt, at han ikke vidste, hvad han skulle tænke. Han bladrer og ser alene én lang kedelig repetition og gentagelse. Det er det samme og det samme. Om og om igen. Det er kvælende. Det er kedeligt. Det er ikke til at holde ud. Han bladrer og han bladrer og han ser kun det samme. En vej. Et fortov. Nogle mennesker. Igen og igen.

Pludselig stopper indehaveren ham med ordene: “Du bladrer for hurtigt. Du vil aldrig forstå det, hvis ikke du sætter farten ned." Paul Auster forsøger at sænke sit tempo. Han prøver at tage sig tid til at se på hvert enkelt billede. Og snart må han give Auggie ret. Han har haft for travlt til rigtigt at se. Og nu, langsomt, får han øje på årstidernes skiften i Auggies billeder. Han ser forskellen mellem hverdage og fridage. Han genkender menneskene på Auggies fortov. Ser stemningsskiftene i deres ansigter fra dag til dag. Ser lyset veksle. Og Paul Auster mærker, at han ikke keder sig mere. Han forstår, at det er selve tiden, som Auggie fanger ind med sin kameralinse. Og at han gør det ved stædigt at placere sig selv i det samme lille hjørne af verden igen og igen og gøre det hjørne til sit eget.

Nu er det nok de færreste af os, som dagligt tager et billede af den vej, som er vores. Alligevel tror jeg, at mange af os bærer rundt på vores livs billeder. I disse måneder nærmer efteråret sig med hastige skridt. Skoven alt andet end falmer, den gløder og lyser, som årets sidste lysende krampetrækning, inden vi går mod mørkere dage og længere nætter.

Lyset bliver mindre nu, og vi kryber inden døre, men vi ved også fra vores indre album, at engang i vinterens midte, vender lyset tilbage og undervejs markerer vi til Alle Helgen alle dem, der har været lys, og som vi har mistet. Dem, vi frygter at holde jul foruden, dem, der har fyldt deres plads i vores indre album og som vi nu må bringe med frem i erindringen og håbet. Også vi kan som forfatteren have den samme trivielle fornemmelse, som da Paul Auster åbnede et album og så 4000 fotos af det samme motiv. Så vi oplever vort liv som én lang gentagelse. Hvor det er det samme og det samme, som sker igen og igen.  Så det eneste nye ved dagen i dag er, at vi nu skriver 2018 og ikke 2017 eller 2016. Mens motivet på vort daglige billede ikke forandrer sig det mindste.  Vi bor dér og dér. Vi arbejder dér og dér. Vi gør dét og dét. Og vi ser dem og dem. Og sådan er så det. Det ser i hvert fald ud som om, vi er en hel del, som dybest set er forfærdeligt bange for gentagelsen. Så vi som Paul Auster næsten får åndenød ved tanken om 4000 billeder af det samme hjørne af verden. Når vi ser os tilbage, vil vi helst kunne se tilbage på noget, der blev anderledes, og vi skal helst kunne se frem på noget nyt, som skal komme.

Har vi det sådan, opsøger vi forandringen alt, hvad vi kan. Vi skifter arbejder, vi skifter ægtefælle, vi skifter bolig, vi skifter værdier, vi køber nyt, vi får børn én gang til, vi tager på kursus. Og hvad vi nu ellers kan finde på. Måske er det i særlig grad den generation, der er min egen, som har en rem af huden. Det må ikke blive kedeligt, mener vi. Vi skal udvikle os, mener vi. Hele tiden. Det kan hele tiden bliver bare lidt bedre, - og derfor er det heller aldrig godt nok, der hvor vi er. Men det sker igen og igen, at gentagelsen indhenter os. Så billederne i vort livs album alligevel ender med at blive ens. Måske fordi vi selv dybest set bliver ved med at være den samme. Uanset hvor meget vi skifter ud omkring os og uanset hvor langt omkring vi flytter os. Og så sidder vi her så igen. Fanget ind af det trivielle og det kedelige. Holdt fast af livets gentagelse.

Måske er det så, at vi skal gå en tur, i skoven, på kirkegården, ja gå i kirke søndag, for i kirkens gamle rum lyder en røst, der som Auggies stemme siger: "Du bladrer for hurtigt. Du vil aldrig forstå det, hvis ikke du sætter farten ned." I kirkens gamle hus mindes vi om, at dybden i et menneskeliv kun er til at se, hvis vi standser op og giver os tid og ser ordentligt efter. 

Vi tror, at vi skal løbe stærkt og leve stærkt for at få mest muligt ud af et liv. Men måske er det helt omvendt. Måske bliver livet først et rigt liv, når vi standser op og giver os tid til at se ordentligt efter. Så vi tager os tid til at se alle de detaljer, der er på det hjørne af verden, der er vores. Lysets skiften. De små forandringer i menneskene omkring os. Smagen af maden. Følelsen af vinden på kinden. Guds fingeraftryk i vores verden. Måske kan det da forundes os som Paul Auster at se, at det, som vi før så som noget kedeligt og trivielt, i virkeligheden er en verden af liv.

Jeg har engang læst, at den danske digter F.P. Jack havde en yndlingssætning, som han gerne delte med hvem han måtte møde. Sætningen stod som overskrift over han nekrolog, da han døde:  "Jeg skal hermed anbefale livet!"

Også det fortæller kirkegården og den gamle kirke på bakken, som alle kirker gør, når de peger på manden på korset, der ifølge Bibelen har sagt til sin tids urolige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.” (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 1-4).

Sognepræst Peter Ulvsgaard