Larmen var det værste. Stemmer, der kom fra alle retninger på sprog, jeg ikke forstod. Ikke bare en summen, men skærende stemmer på russisk, hebræisk, arabisk og tysk blandede sig med spredte ord på engelsk og kinesisk. Jeg forsøgte at lukke støjen ude, men det var ganske enkelt ikke muligt her.

Besøget var mit første i Jerusalem. Byen, der for jøder, kristne og muslimer rummer helligdomme og fortællinger fra en fjern fortid, der rækker ind i både nutiden og fremtiden. Det var her, kong Salomon fik sit imponerende tempel bygget. Det var også her, besættelsesmagten rev det ned. Det var her, Jesus i templet gik bersærk og smed kræmmere, vekselerer og handlende ud, fordi de efter hans opfattelse havde gjort hans fars (Guds) hus til en røverkule.

Det var også her, selvsamme kræmmere og andre jøder vendte den første begejstring over den nye profet til raseri og had, fordi han netop åbent omtalte det hellige tempel som sin fars hus. Var han ikke søn af ukendt tømrer fra udkants-Israel? Hvad bildte han sig ind?

Selv siger Jesus til jødernes hellige by (Matthæus- evangeliet kapitel 23 vers 37):

“Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.”

Med alle historierne og ordene i tankerne stod jeg nu midt i byen. I mange år havde jeg overbevist mig selv om, at hvad skulle det til for med rejser til det land, hvorfra de historier kommer, som jeg har kendt siden mine forældre valgte at bære mig ind i den lokale kirke og få mig døbt ind i en verdensomspændende familie af kristne brødre og søstre. Hvorfor rejse ned for at se stederne, der for manges vedkommende mere er blevet pilgrims- og turiststeder, som eftertiden har tillagt en senere hellig betydning.

Vi ved vel ikke med sikkerhed om gravkirken, ligger hvor Jesus blev gravlagt?

Vi ved vel heller ikke om fødselskirken virkelig er i nærheden af, hvor Jesus blev født? Den historisk-kritiske videnskab kan ikke blive enige med hinanden og sig selv om, hvorvidt vi med sikkerhed kan vide ret meget om

den jødiske vandreprædikant, der engang i begyndelsen af vores tidsregning blev henrettet udenfor Jerusalem, anklaget for blasfemi og undergravende virksomhed.

Hvorfor få alle sine indre billeder og smukke fortællinger ødelagt af et besøg i Betlehem, hvor man kan besøge smukke kirker på hyrdernes mark, der højst sandsynligt ingen forbindelse har til fortællingen om hyrderne på marken eller spise en pizza i Mary’s Pizzaria i byens udkant?

Det var min overbevisning, at sandheden om de dybeste smukkeste beretninger om Gud og os ikke skulle ødelægges af oplevelsen af tummel, larm og turisttingeltangel i Det Hellige Land. MEN inviteret af mit tidligere arbejde i Folkekirkens Skoletjeneste, var fristelsen alligevel for stor, og samtidig var jeg blevet bedt om noget, jeg holder meget af, nemlig at dokumentere forskellige lokaliteter og besøg rundt i Israel til senere brug i undervisningsprojekter for folkeskoleelever i Danmark. Så alibiet var i orden, jeg var gemt bag kameraets linse, i sikker afstand til alt det omkringliggende hurlumhej i Jerusalem, Betlehem, Jerico og hvor vi ellers skulle rundt i det lille støvede mellemøstlige land, hvorfra så store og vigtige tanker, drømme og håb er udgået.

Tilbage i gadens larm, på udkig efter en bar eller café, hvor jeg kunne få ro for larmen fra syngende pilgrimme og larmende russiske turister. Hovedpinen bankede på, og jeg spurgte mig selv, om det var én stor misforståelse at forsøge at fastholde med kamera og pen, hvad der er på færde i byen, hvor jøder, kristne og muslimer i århundreder har kæmpet om retten til deres historie. På grund af larmen og de mange mennesker var jeg ubevidst drejet ind på den ikoniske vej, Via Dolorosa, smertens vej, hvor Jesus ifølge traditionen bar sit kors fra fangenskabet og ud til Golgatha for at blive korsfæstet, ligesom tusindvis af andre var blevet det før ham.

Hvorfor var jeg taget herned? Hvad skulle en privilegeret dansk folkekirkepræst, med tjenestebolig og udsigt til tjenestemandspension og uden tunge kors at bære, gøre af sig selv midt i erindringen om en grusom begivenhed, der foregik for 2000 år siden?

Der var ingen forbindelse mellem dengang og nu, kun afstand og irritation, indtil underet skete. For der er det med mirakler, at de trods modstand og manglende tro alligevel har det med at finde sted. Ikke nødvendigvis de store spektakulære undere, hvor døde rejser sig eller forhæng revner i natten, men alligevel uventet hjælp eller tillid, hvor der før kun var mistillid. Nogen synes måske, at under er for stort et ord, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det, der skete:

En dreng stoppede op næsten ved siden af mig, pegede på muren, hvor der er indhugget et tal, der markerer, at netop her stopper påskeprocessionen undervejs fra byen til Golgatha. Drengen talte ikke dansk, svensk, tysk, engelsk eller et andet for mig genkendeligt sprog, men han talte stille og insisterende til sin far eller bedstefar, som stod bag ham.

Jeg forstod ikke ordene, men underet var, at jeg ikke et øjeblik var i tvivl om, at han var ved at genfortælle påskeberetningen fra dengang for sin familie. Hvor der før kun var larm og tummel, var der pludselig nu helt stille. Som om hele byen eller kvarteret holdt vejret for ikke at miste et ord i drengens fortælling.

Bedstefaderen (tror jeg det var, men se selv på bladets forsidefoto) var så intenst lyttende, at vi andre holdt vejret. Om drengen var jøde, kristen eller muslim fandt jeg aldrig ud af, - men uanset tradition og tro, var han grebet af historien om den uskyldigt dømte Jesus, der slæbte sig selv og sit kors tværs gennem byen og ud på hovedskalsbjerget Golgatha, hvor han senere døde den pinefulde død på et kors.

Dengang blev nu, og det var, som om stilheden og den fortættede stemning omkring drengen gav plads til, at vi, der stod der, også hørte de slæbende skridt og korset, der slæbte mod brostenene. Jeg har ingen anelse om, hvor længe drengen fortalte, mens verden stod stille, sikkert ikke mange minutter, men det føltes, som når en film går i super-slow, og alle farver og dufte står skarpere end normalt.

Da drengen gik videre, og alt var tilbage til normal lyd- styrke, var alt alligevel ikke, som det plejer, noget var sket. En åbenhed var kommet over os på vejen. Vi kiggede på hinanden, nikkede til hinanden, nogle smilede, og hver især vidste vi, at vi havde oplevet noget særligt. Set og hørt, hvad fortællinger og tro kan gøre, når vi mindst venter det. De gamle vidste om den slags øjeblikke, at dem skulle man samle på, mysterier kaldte de dem, og de har til alle

tider været en del af religionernes forskellige ritualer. At vi oplever en verden åbne sig, hvor vi ikke kan forklare hvorfor eller hvordan. At det hellige og det almindelige mødes og rører hinanden.
Det er samme under, vi tror finder sted, når vi mødes til gudstjeneste i kirkerne verden over. Det samme under, når tre håndfulde vand hældes over et lille barn, eller en voksen dækkes af vand i andre traditioner. Vandet er vand fra hanen, og så alligevel også mere end det, det er tegn og billede på, at noget nyt sker. At et spædbarn eller en voksen sættes ind i samme historie som den, drengen i Jerusalem åbnede for de omkring stående på Via Dolorosa.

Fra manden på korset, på samme tid Gud og afmægtig, strømmer en fortælling om håb til alle os, der lever i en verden, hvor vi gengælder godt med godt og ondt med ondt. Fra korset mødes vi af en fundamentalt anden historie end den, vi kan fortælle os selv: At Guds kærlighed er fri og ubundet og rettet mod os. Guds kærlighed er almægtig, fordi den altid er fri til at overvinde al vores modstand mod at se sandheden i øjnene - og samtidig sårbar. Sårbar, fordi den ikke kan garantere succes i vores verden. Guds kærlighed er et mysterium, der kan nå os i glimt og øjeblikke, som i et øjebliks ro ved en mur i Jerusalem, på en kirkebænk under en gudstjeneste, i hinandens blik, når vi pludselig sammen forstår, at verden er så meget større end vores forståelse af den. Guds kærlighed tilhører en anden orden, ikke magtens og manipulationens verden. Kristentro er at blive trukket ind i en større sammenhæng og fortælling, den fortælling, som enhver gudstjeneste forsøger at pege hen på.

Det er intet mindre end Guds kærlighed, vore ritualer forsøger at åbne for os, derfor er det også altid med megen varsomhed, at vi justerer og ændrer på ordlyden i dåbsritual, fadervor, nadverritual, og hvad vi ellers siger og gør i troens rum. Det er med respekt for traditionen, at vi foretager de justeringer, der kan være nødvendige, hvis vi skal forblive fælles om mysteriet. Der er en grund- læggende forpligtelse på at være en kirke, der både er plantet i himmelen og på jorden. Der taler de største ord ind i vores verden og rækker os Guds nåde og kærlighed, så vi med titlen fra på musikeren Peter Bastians sidste bog opdager, at vi er “ALTID ALLEREDE ELSKET”.

Sognepræst Peter Ulvsgaard