Gudstjenestelisten i dette kirkeblad begynder med forårets første helligdag, Fastelavn. Sådan er det ikke altid, for forårets helligdage følger ikke kalenderen. De følger Påsken, hvor Påskedag ikke er en fastsat dato, men det er en fastsat dag. Det er Påskedag den første søndag efter fuldmåne efter forårsjævndøgn og i år er det d.21.april. Påsken er lige midt imellem Fastelavn og Pinse. 50 dage før Påske er det Fastelavn, og 50 dage efter Påske er det Pinse. (Hvis du tæller efter, så husk at vi tæller begge søndagene med). I hele perioden er er mange helligdage, hvor vi markerer og mindes de sidste begivenheder i Jesu liv her på jorden. Vigtige begivenheder, der viser os, at Jesus ville lide og dø for vores skyld. Og at Jesus vandt over døden med sin opstandelse fra de døde. Vi fejrer Indtoget i Jerusalem og Jesu sidste måltid med sine disciple. Vi mindes Jesu død på korset, og vi fejrer den tomme grav, og at Jesus viser sig for disciplene. Og vi fejrer, at Jesus tages op i himlene.

 

Men der er også to helligdage, som ikke hører til begivenheder i Jesu liv. En på hver side af Påske.
Før Påske har vi Mariæ Bebudelsesdag. Den dag Maria fik besøg af englen Gabriel. Den er jo nød til at være her i foråret, når Maria skal føde et barn til jul.
Og vi har Bededag efter Påske.

Endelig nåede jeg til den, for Bededag er min favorit af forårets helligdage.
Det er ikke den vigtigste helligdag, vi har. Den er først kommet til i 1686. Vi har den udelukkende i Danmark. Så af og til taler nogen om at afskaffe den.

Men for mig er den noget helt særligt. Det har mere at gøre med forår, fest og fællesskab end med en begivenhed i Jesu liv. Men til min og Bededags fordel tæller, at der er rigtig meget af det, Jesus sagde og gjorde, der handlede om fest og fællesskab.

Bededag blev indført i 1686 af biskop over Sjælland, Hans Bagger. Det blev så besluttet, den skulle ligge fredag 29 dage efter Påskedag. Dengang var der ikke meget fest over Bededag. Planen med bededagen var, at vi skulle i kirke og bede for vores land. Og det var alvor, vi skulle gøre en indsats med vores bøn, så vi måtte ikke komme og være trætte. Så der kom regler, der skulle sikre, at vi kom friske og udhvilede i kirke. Den første var, at vi skulle holde fri lige fra det blev aften om torsdagen.

Det lyder nemt nok - for de fleste. Men nu kommer det svære. Vi skulle ikke bare holde fri fra arbejde. Men også fri fra andet, der kunne trætte os. Så kroer og forretninger skulle også holde lukket. Alle skulle faste, indtil de kom fra gudstjeneste. Da bagerne heller ikke måtte arbejde, kunne de ikke bage friskbagt brød på bededagen. Derfor bagte de hvedeknopper aftenen før, som folk kunne spise lune eller varme op dagen efter. Det blev til skikken med de varme hveder.

Og det er de varme hveder, der gør Bededag til en fest, og til min favorit.

Og inden nogen tænker; ” Det kan vi godt se. Hende præstevikaren, hun spiser vist meget hvidt brød.” Så vil jeg bare lige gøre opmærksom på, at hveder er enormt sunde. I hvert fald sådan som jeg spiser dem.

Og det er ikke, fordi jeg har en eller anden super sund opskrift på hveder. Men fordi jeg har en super sund tradition for, hvordan man spiser dem.

I min familie fyldte vi huset med naboer, venner og familie, når der skulle spises hveder. Da jeg var barn, var det mine forældre, der fyldte huset. Og hvederne blev årsagen til en aften med leg og latter i godt selskab.

Da jeg var flyttet til Aarhus, kom jeg hjem til Bededag, så fyldte jeg mine forældres hus med mine venner. Og hvederne blev årsagen til en aften med glæde og gensyn.

Og hvedeknopperne blev bagt i massevis. Der hørte arbejdsfællesskab og masser af arbejde med til fejringen af Bededag. For hvedeknopperne skulle jo bages, og da jeg er bagerdatter, skulle der jo også bages til en masse andre familier, der fejrede Bededag på deres måde.

Hjemme hos os har vi ikke længere traditioner for hvordan og med hvem, vi fejrer Bededag. Men min fars hvedeknopper er stadig en vigtig ingrediens.

Og man skulle næsten tro, at hvedeknopperne var bagt på surdej. Tanken om, der var en lille smule dej, der havde gået igen i alle mine hvedeknopper. Den kunne forklare, hvordan bare duften af hveder, kan få mig til at huske på barndommens leg og latter, ungdommens glæde og gensyn. Mindes min første prædiken en Bede dag i barndommens kirke, og min første konfirmation, og masser af konfirmander og konfirmationer. For nu er det ofte sådan, at Bededag og konfirmation hører sammen. Ja, duften og smagen af hveder kan få mig til at være en del af et fællesskab, der er større end mig.

Ja, hveder er sunde. Og de er en vigtig ingrediens i mit forår, fest og fællesskab. Dette forår kommer jeg til at fejre i fællesskab med jer. Og det glæder jeg mig over. Og det glæder jeg mig til.

Mit vikariat er forlænget til 1.juli.

Laila Hansen, sognepræst i Spentrup, Gassum og Asferg