Spentrup Gassum og Asferg Sogne

Velkommen til Spentrup sogn.

 

Kirken er bygget i 1100-tallet og består af romansk kor og skib med sengotisk tårn i vest i kirkens halve bredde og et våbenhus mod syd fra begyndelsen af 1800-tallet. Kor og skib er opført af granitkvadre, tårnets overdel af munkesten, og de oprindelige små vinduer er bevarede på nordsiden og i tilmuret udgave mod øst i koret. I 1884 blev kirken gennemgribende restaureret. Et af de tydeligste resultater er de store rundbuevinduer i sydsiden.     

  

 

Kirkens indre domineres af de 3½ fag gotiske krydshvælv, som allerede i middelalderen repræsenterer den første afgørende ændring af det oprindelige romanske kirkerum. Fra den romanske tid er bevaret, hvad der danner kirke, nemlig stederne for sakramenternes forvaltning: døbefonten, der dog er flyttet fra den første placering ved indgangen, og alterbordet, der befinder sig under den nuværende altertavle og træbeklædning. 

                                                                                                                                                          

Fra romansk tid har vi også den centrale fortælling i skikkelse af kalkmalerierne eller resterne af dem. Billederne er afdækket i to omgange, korbuens i 1882 og triumfvæggens i 1973. I forbindelse med afdækningen af kalkmalerierne i 1973 skrev museumsinspektør ved Nationalmuseet Henrik Græbe bl.a. følgende: ?Kalkmalerierne vidner om den omhu og rigdom, der blev ofret på kirkerummets udsmykning engang i begyndelsen af 1200-tallet. De nyrestaurerede (i 1973 H.F.) billeder har oprindeligt dækket hele væggen op til det dengang flade bjælkeloft. Nu er de delvis skjult bag de senere indbyggede hvælvinger og hvælvingspiller og delvis ødelagt af de endnu senere indmurede mindetavler. Men det, der er bevaret, står klart, og hvad resten angår, kan vi med nogenlunde sikkerhed sige, hvilke billeder der har været.  

 

 

Vægmaleriet er en fremstilling af dommedag. Øverst i midten ved korbuens top ses den nedre del af Kristi klædning, hvor han på den sidste dag vender tilbage for at dømme levende og døde. Han sidder på regnbuen med fødderne hvilende på jordkuglen, og han viser sig omgivet af en strålekrans båret frem af engle. Mod nord blæser en engel i dommedagsbasun, og der er bevaret dele af endnu en engel på det tilsvarende sted mod syd. Vægdekorationen er foroven afsluttet med en geometrisk frise; nedefter er den opdelt i to vandrette billedfelter på hver side af Kristus og korbuen. I det øvre billedfelt sidder apostle på en bænk, bedst bevaret mod nord, hvor Petrus er nærmest Kristus, som han hilser med en håndbevægelse. I den anden hånd holder han nøglen til himmerigets port. Værdigheden som nøglemand havde Jesus selv givet ham her på jorden (Matt. 16,19), og at det er en betydningsfuld nøgle, fremgår med al tydelighed af billedet, hvor den er gengivet så stor som et jagtgevær. Ved Petrus´ side er endnu en apostel ? muligvis to ? men den sidste er i så fald skjult bag hvælvingen. Mod syd har der været en tilsvarende række apostle. Kun glorien til den første er bevaret, og det må formodes, at den tilhører Paulus, der ved sit virke havde størst betydning for kristendommens udbredelse i verden. At det har været Paulus, kan endvidere formodes ved en sammenligning med kalkmaleriudsmykningen i Råsted kirke. I de nederste billedfelter er næsten intet bevaret. Mod nord ses kun kanten af en uregelmæssig figur nærmest korbuen; mod syd ses en rund, mørk kugle i savsnitsborten omkring korbuen, men ser man godt efter, er der ind mod kuglen en løftet arm med hånden nærmest kuglen. Når vi igen sammenligner med Råsted, er der ikke megen tvivl om, at billedet har forestillet ærkeenglen Mikaels kamp med dragen, som han bekæmper med et sværd. I den løftede hånd holder han netop et sværd, hvis håndfæste efter den tids skik er afsluttet med en kugle. Billedet mod nord må formodes at have forestillet Jomfru Maria. I den katolske tid har der formodentlig været sidealtre under disse billeder, et på hver side af korbuen, indviet henholdsvis til Skt. Michael og Jomfru Maria.
 

På skibets nordvæg er højt oppe længst mod øst afdækket et lille maleri fra samme tid som billederne i og omkring korbuen, men kun en del af det er bevaret. Det giver dog en fornemmelse af, at også skibets mure har været dækket med kalkmalerier, der i tidens løb ellers er gået tabt. (?) Sandsynligvis har billedet gengivet Jesu lignelse om Lazarus, der blev så hårdhjertet behandlet af den rige mand. (?) Herom læses i Lukas-evangeliet kap. 16, vers 19-31.  

 

Billedet i korbuen handler om Kristi død på korset. Kristus er i buens top gengivet som det Guds lam, der sejrer over døden og derfor bærer en sejrsfane. Forneden i buens nordside står Maria og Johannes i sorg, som ved korsets fod (billede).  Over for mod syd står to kronede kvinder, ?synagogen? (=jødedommen) og ?kirken? (=kristendommen); den første stikker sit spyd i lammets hals (=Kristi offerdød for jødernes hånd), kronen glider ned over hendes hoved ? hun har bind for øjnene og ved ikke, hvad hun gør. Den anden er klart seende og samler lammets blod (=Kristi offerblod) op i en kalk (=Nadveren), og hun træder på en drage (=Djævelen).

 

 

Det er klart, at de snart 800 år, der er gået siden dengang en maler stod her i Spentrup og frembragte disse usædvanlige billeder, de år kan ikke være gået umærkeligt hen. Om de senere ødelæggelser er allerede fortalt, her skal blot nævnes farverne, der nu står noget slørede ? men et eksempel på den oprindelige klare og lysende farveskala ses fint bevaret på Kristi grønne klædning over korbuen. Med så strålende farver fordelt over væggene må hele interiøret have været præget af en overvældende rigdom og pragt   

Meget er gået tabt, men i betragtning af alderen er rigtignok også meget bevaret. Vi kan kun lykønske Spentrup sogn, der ejer dette klenodie, som disse billeder utvivlsomt er, og vi må glædes over den nu endelige gennemførte istandsættelse af disse malerier, som allerede har vakt opmærksomhed og interesse ud over sognets grænser?.

Den 21. marts 1973 Henrik Græbe, Nationalmuseet.

 

 

 

Ved reformationen blev kirken nationalkirke med særlig vægt på skriften og prædikenen. Den øverste chef var ikke længere paven i Rom, Petrus´ efterfølger, men kongen i København. Kalkmalerierne blev ikke længere anset for væsentlige og blev efterhånden kalket over. Det vigtigste inventar udover alterbord og døbefont var nu prædikestolen. Nogle sognekirker fik som direkte ejer den lokale herremand. Et sådant herremandsherskab har vi ikke haft i Spentrup, som lå på krongodsområde. Det nærmeste herskab har derfor været præsterne, som har sat meget tydelige præg på kirkens udseende, især inden for de første to hundrede år efter reformationen i 1536.          

 

 

 

På det sted, hvor maleriet af Skt. Mikael var blevet malet o. 1200, altså ved opgangen til prædikestolen, blev o. 1600 indsat en mindeplade over et præsteægtepar. Over indskriften, der fortæller navne og alder m.v. ser man et relief, der viser de dødes opstandelse på den yderste dag, en billedlig fremstilling af den tekst, vi læser Alle Helgens Dag i Johs. Åbenbaring, kap. 7, v. 1-12.

 

 

 

 

Fra senere i århundredet ses en tilsvarende mindeplade over et præsteægtepar anbragt på skibets nordvæg. Her kan under relieffet læses følgende:
?I dette muret Begravelse, som H. Søren Pedersen Asferg efter Øfrighedens Tilladelse paa Egen Bekostning haver ladet forfærdige, hviler han med sin kiære Hustru Kirsten Eskesdatter Hiorshøi, som levede sammen i Ecteskab 41 Aar og blef welsignet af Gud med 7 Børn, 3 Sønner og 4 Døtre. War her Sognepræst i 42 Aar og Proust 28 Aar, døde Anno 1698 udi sit Alders 79. Aar. Hans Hustru døde Anno 1--- i sit Alders ----Aar. Med Ære blef de lagt herned, hos Gud de nyder Salighed.?

  

 

Den murede begravelsesplads, som der henvises til, har været under gulvet i skibets sydside, og den blev tilmuret i 1935.

 

 

Ægteparret fra mindetavlen ved prædikestolen har tillige fået en stor mindesten med helfigursportrætter, som er at sammenligne med samtidens adelige mindesten. Den pågældende sten har haft flere placeringer, men er nu anbragt i korets nordside. Under portrættet af ægteparret læses følgende indskrift:

?Her hviler sig S.H. Christen Nielssøn Randers, som war Sogneprest til Spentrup og Gassum Kierker efter S.M. Bundi Jensøn 52 år og kalled Gud hannem Anno 1615 den 27. aprilis i sit Alders ---Aar. Disligeste hans S. Hustru Anne Nielsdatter, som lefde med hannem i Ecteskab 30 Aar. Medlertid gaf Gud dennom Sønner og Døtre 17. Salig hensof i Herren Anno 1595 den 4. Desember i hendes Alders 50 Aar.  Gud gifve dennom med alle tro Christne en glædelig og ærefuld Opstandelse. Amen.?

Stenen fortæller derudover: ?Anno 1608 den 21. jan. Blev denne Liigsteen indlagd herudi Spentrup Kierck.?

Den seneste særligt udformede præstemindetavle er fra slutningen af 1700-tallet og anbragt på stedet for middelalderens Mariaalter til venstre for korbuen.

Præsternes bidrag til kirkens udsmykning omfatter dog andet en mindetavler over dem selv.  Sandsynligvis er prædikestolen, et smukt barokarbejde fra o. 1650, skænket af en præst, men vi ved det ikke. Men vi ved fra en synsprotokol, at den har været bemalet og forgyldt, mens senere restaureringer har givet den det nuværende udseende.  

 

 

Når det gælder altertavlen, kender vi både kunstneren og giveren. Billedskæreren hed Lauritz Jensen Essenbæk, som også er kendt for altertavlerne i Budolfi kirke og i Borup kirke. O. år 1700 havde han også skabt tavlen til Gassum kirke, som havde fået den skænket af kancelliråd Peder Rosenørn til Tvilumgaard og hustru Anna de Hemmer. Bemalingen ved vi er fra 1734. Den identiske tavle i Spentrup er skænket af sognepræsten Hans Bröchner i 1706 efter sigende som tak for Guds nådige beskærmelse, da et træ i Skanderborg skov faldt ned over hans vogn og knuste den.    

                                             

 

 

Altertavlens stil kaldes barokklassicisme, en afdæmpet barokvariation sammenlignet med prædikestolens. Altertavlerne fra det første århundrede efter reformationen kunne være udformet som katekismusaltertavler, dvs. at felterne på tavlen var fyldt med vigtige skriftsteder, en understregning af tekstens betydning i modsætning til middelalderens katolske billeder. Men omkring år 1700 var man ikke længere så billedforskrækket, og altertavlerne i pastoratets to kirker gentager på en måde de på det tidspunkt overdækkede kalkmaleriers fremstilling af lidelseshistorien og den sejrende Kristus. Præget af katekismusaltertavlen er så begrænset til de to skriftsteder på hver side af korset fra henholdsvis Gamle og Ny Testamente, nemlig Salme CXI, vers 4 og Apocalypsen IV, vers 10. At det er skriften, fortællingen om lidelses- og sejrshistorien er hentet fra, understreges af de flankerende fire evangelistsymboler, som også findes i udsmykninger af kirker fra oldtiden i Rom.

 

 

Kirkens alterkalk fra 1637 har en fod, der også er dekoreret med de fire evangelistsymboler, samt korsfæstelsen og Skt. Mikael og dragen.

Med den tidligere omtalte mindetavle over to præster af familien Brøchner på Mariaaltrets plads er det forbi med præsternes synlige materielle præg på kirkens indre. Peder Daniel Blicher (1780-1809) satte så et varigt minde i form af den stadigvæk fungerende præstegård fra 1795. Oplysningstidens præster lagde vægt på virksomhed i samfundet i videste forstand: landbrug, sundhed og sociale forhold.                                  

 

 

Senere er der givet nogle gaver til kirken fra børn født eller opvokset i præstegården. Skibet er i 1838 skænket af købmand Bruun, Randers, søn af amtsprovst Bruun (1809-1825). Anledningen var St. St. Blichers datter Malvinas bryllup med præstegårdsforpagteren Rasmus Schade Berg. I forbindelse med ophængningen har Blicher ifølge traditionen holdt sin berømte ?Skibsprædiken? som senere indgår i novellen ?Høstferierne?. Den seneste gave fra et præstebarn er det senmiddelalderlige tyske krucifiks som hænger på sydvæggen over for orglet. Det er givet af tandlæge Heegaard i slutningen af 1980erne. Han var søn af provst Heegaard (1895-1910).   

 

 

 

Den syvarmede lysestage er skænket kirken i 1921 som minde om lærer og kirkesanger H. Blichfeldt, som også er hædret med en mindesten ved indkørslen til præstegården.

Fra det 20. århundrede er den gave, der har størst historisk perspektiv, dåbskanden (se side 2), som på fodstykket bærer indskriften: ?Anskaffet til Spentrup kirke 1947 for en arvepart skænket kirken af Niels Nielsen Kjær, Hvidsten, der faldt for Danmark 29. juni 1944?. Niels Kjær var et af de 8 medlemmer af Hvidstengruppen, som blev henrettet i Ryvangen den nævnte dato. Efter befrielsen blev de 8 urner nedsat i en mindelund i Hvidsten. En trætavle med navnene er desuden ophængt i våbenhuset i Gassum kirke.

Enhver landsbykirke i Danmark afspejler den fælles historie og det pågældende sogns særlige historie.  Ud over det hidtil omtalte inventar fra kirkens ældste tid skal nævnes en romansk gravsten og et indvielseskors, indsat på tårnets vestmur, og inde i kirken ved indgangen til tårnrummet et romansk kors, hvor nederste del er udformet som en stige. Også denne sten er en gravsten, som har ligget i kirkeskibets gulv. Selv en runeindskrift har vi et fragment af ? på en sten anbragt i våbenhuset.
                                                                                                                                                 

 

 

 

Spentrup kirke har i højmiddelalderen været et valfartssted, det forklarer dens størrelse og fantastiske maleriudsmykning, senere har den været præget af ikke at have en herregård i nærheden, men været beliggende i Dronningborg Rytterdistrikt, Rytterskolen fra 1721 ligger her endnu, dog de sidste ca. 40 år i privat eje. Kirken har i lange perioder været ejet af præsterne, men overgik til sognets beboere i 1810, og tiendeafløsningen trådte i kraft 1. januar 1911. Dermed blev kirken selvejende.

 

 

 

Bortset fra portrætrelieffet af præsteparret fra Christian den Fjerdes tid er den bevarede udsmykning fra både før og efter reformationen centralt forkyndende. Også de to indmurede mindetavler har et fælles relief, der fremstiller en scene fra dommedag i lighed med triumfvæggen, hvis centrale figur er Kristus som verdens hersker.

Tekst: Klaus Frisman 1982, Helle Frisman 2011. Foto: Niels Aage Petersen 2011

 

cookie information