Kalkmalerier i Spentrup kirke

2011-01-27 januar 27, 2011

I 1882-1884 blev der i kirkens korbue afdækket nogle kalkmalerier fra begyndelsen af 1200-tallet.
Under restaureringen i 1973 blev der afdækket kalkmalerier på væggen over korbuen.

 

Efter restaureringen af Spentrup kirke i 1973 skrev museumsinspektør ved Nationalmuseet Henrik Græbe følgende artikel i del lokale kirkeblad:

Under restaureringen af Spentrup kirke er kalkmalerierne på væggen over korbuen blevet istandsat. De blev opdaget 1955, men kun ufuldstændigt afdækket, og siden da har kirkebesøgeren måttet se på en mærkelig og uskøn væg, hvor store partier hvidtekalk manglede, og malerierne kun dårligt kunne ses. Det stod dog klart, at malerierne var samtidige med de allerede i 1882 fremdragne billeder i selve korbuen. Efter det nuværende menighedsråds beslutning om en restaurering også af væggens udsmykning fremtræder malerierne i buen og på væggen atter i en sammenhæng. De vidner om den omhu og rigdom, der blev ofret på kirkerummets udsmykning engang i begyndelsen af 1200-tallet.
 

De nyrestaurerede billeder har oprindeligt dækket hele væggen op til det dengang flade bjælkeloft. Nu er de delvis skjult bag de senere indbyggede hvælvinger og hvælvingspiller og delvis ødelagt af de endnu senere indmurede mindetavler. Men det, der er bevaret, står klart, og hvad resten angår, kan vi med nogenlunde sikkerhed sige, hvilke billeder der har været.

 

Vægmaleriet er en fremstilling af dommedag. Øverst i midten ved korbuens top ses den nedre del af Kristi klædning, hvor han på den sidste dag vender tilbage for at dømme levende og døde. Han sidder på regnbuen med fødderne hvilende på jordkuglen, og han viser sig omgivet af en strålekrans båret frem af engle. Mod nord blæser en engel i dommedagsbasun, og der er bevaret dele af endnu en engel på det tilsvarende sted mod syd. Vægdekorationen er foroven afsluttet med en geometrisk frise; nedefter er den opdelt i to vandrette billedfelter på hver side af Kristus og korbuen. I det øvre billedfelt sidder apostle på en bænk, bedst bevaret mod nord, hvor Petrus er nærmest Kristus, som han hilser med en håndbevægelse. I den anden hånd holder han nøglen til himmerigets port. Værdigheden som nøglemand havde Jesus selv givet ham her på jorden (Matt. 16,19), og at det er en betydningsfuld nøgle, fremgår med al tydelighed af billedet, hvor den er gengivet så stor som et jagtgevær. Ved Petrus' side er endnu en apostel ? mulig--vis to - men den sidste er i så fald skjult bag hvælvingen. Mod syd har der været en tilsvarende række apostle. Kun glorien til den første er bevaret, og det må formodes, at den tilhører Paulus, der ved sit virke havde størst betydning for kristendommens udbredelse i verden. At det har været Paulus, kan endvidere formodes ved en sammenligning med kalkmaleriudsmykningen i Råsted kirke.

  
I de nederste billedfelter er næsten intet bevaret. Mod nord ses kun kanten af en uregelmæssig figur nærmest korbuen; mod syd ses en rund, mark kugle i savsnitsborten omkring kor­buen, men ser man godt efter, er der ind; mod kuglen malet en løftet arm med hånden nærmest kuglen. Når vi igen sammenligner med Råsted, er der ikke megen tvivl om, at billedet har forestillet ærkeenglen Mikaels kamp med dragen, som han bekæmper med et sværd. I den løftede hånd holder han netop et sværd, hvis håndfæste efter den tids skik er afsluttet med en kugle. Billedet mod nord må formodes at have forestillet Jomfru Maria. I den katolske tid har der formodentlig været sidealtre under disse billeder, et på hver side af korbuen, indviet henholdsvis til Skt. Mikael og Jomfru Maria. På skibets nordvæg er højt oppe længst mod øst afdækket et lille maleri fra samme tid som billederne i og omkring korbuen, men kun en del af det er bevaret. Det giver dog en fornemmelse af, at også skibets mure har været dækket med kalkmalerier, der i tidens løb ellers er gået tabt. Små stumper af en geometrisk frise langt nede på samme væg er atter kalket over. På billedet foroven ser man et rigt dækket bord med dug, hvorpå står bægre og fade, og ud over bordkanten hænger noget, der kunne ligne et perlebånd. Bag bordet skimtes figurer, og foran bordet ses halvdelen af en hund, idet kun den bageste del med halen er bevaret. Sandsynligvis har billedet gengivet Jesu lignelse om Lazarus, der blev så hårdhjertet behandlet af den rige mand. Han måtte ligge ved døren i håb om, at noget skulle falde af fra den riges bord; ja, hundene kom endda og slikkede hans sår. Herom læses i Lukas-evangeliets kap. 16, vers 19-31. Lignelsen har altid været meget yndet i billedkunsten og kan blandt andet ses pa den smukt udskårne pengetavle fra omkring 1700 i Borup kirke.

 

Billedet i korbuen, som alle kender fra tiden før denne restaurering, handler om Kristi død pa korset. Kri­stus er i buens top gengivet som det Guds lam, der sejrer over døden og derfor bærer en sejrsfane. Forneden i buens nordside står Maria og Johan­nes i sorg, som ved korsets fod. 
Over for mod syd står to kronede kvinder, »synagogen« (= jødedommen) og »kirken« (= kristendommen); den første stikker sit spyd i lammets hals (= Kristi offerdød for jødernes hånd), kronen glider ned fra hendes hoved - hun har bind for øjnene og ved ikke, hvad hun gør. Den anden er klart seende og samler lammets blod (= Kristi offerblod) op i en kalk (= nadveren), og hun træder på en drage (= Djævelen). Se billedet øverst.

 

Det er klart, at de snart 800 år, der er gået siden dengang, en maler stod her i Spentrup og frembragte disse usædvanlige billeder, de år kan ikke være gået umærkeligt hen. Om de senere ødelæggelser er allerede fortalt, her skal blot nævnes farverne, der nu står noget slørede - men et eksempel på den oprindelige klare og lysende farveskala ses fint bevaret på Kristi grønne klædning over korbuen. Med så strålende farver fordelt over væggene må hele interiøret have været præget af en overvældende rigdom og pragt. Meget er gået tabt, men i betragtning af alderen er meget rigtignok også bevaret. Vi kan kun lykønske Spentrup sogn, der ejer det klenodie, som disse billeder utvivlsomt er, og vi må glædes over den nu endelige gennemførte istandsættelse af disse malerier, som alle­rede har vakt opmærksomhed og interesse ud over sognets grænser.

 

 

Den 21. marts 1973.
Henrik Græbe, Nationalmuseet.