Velkommen til Gassum sogn

Gassum kirke består af et romansk kor og skib med et sengotisk tårn. Bygningen er opført af granitkvadre, og de i murværket påkalder den nu tilmurede kvindeindgang i nordsiden sig særlig opmærksomhed. Portalen er markeret med rundstavagtige søjler og tympanon med løvefigur. indvendig er kirkerummet i sengotisk tid blevet udstyret med tre fag kryds­hvælv, og korbuen er blevet betragteligt udvidet. Tårnrummet, der også er forsynet med krydshvælv, har siden 1846 tillige fungeret som våbenhus.

Det gamle middelalderlige alterbord af kridtkvadre bærer en udskåret altertavle i barokklassicisme skaret af billedskæreren Lauritz Jensen fra Essenbæk. Lauritz Jensen tilhørte den såkaldte østjyske skole, og hans arbejder ligger i tiden 1687 til 1706.

Bedst kendt er prædikestolen i Sct. Mortens kirke, Randers, og altertavlerne i Aalborg domkirke og i Borup kirke. Altertavlen i Gassum, der er en ældre søstertavle til den i Spentrup, er skænket af kancelliråd Peder Rosenørn til Tvilumgård og hustru Anna de Hemmer, hvis våbenskjold er anbragt på tavlen. Da tavlen blev stillet op i kirken, var den uden bemaling. Provst Arild Nielsen Friis lod dette arbejde udfore og satte følgende indskrift: 
»Anno 1734 haver Præsten i Spentrup og Hustrue ladet denne Alter-Taule male.« 



Tavlens giver, der oprindelig hed Peder Madsen og 1679 var blevet adlet under navnet Rosenørn, var en søn af borgmester i Randers Mads Poulsen og hustru Anne Niels- datter. Peder Rosenørn arvede Tvilumgård efter faderen, men hvilken tilknytning der har været til kirken i Gassum, forbliver uoplyst. Tavlen blev restaureret ved konservator P. K. Andersen i 1934 og står i dag med sine oprindelige farver.

Versene omkring krucifikset lyder således:
På venstre side:
Joh. 3, v. 16.
Stat her o christen Siæl og agt
Om noget Verdens Rige
Med ald sin Herlighed og Pragt
Til dette Siun har Lige!
Hvor har vel nogen for en Brud
Saa meget vilde døie
Som Himlens og Jordens Gud
Der sig saa dybt lod bøie
?

På højre side:
Joh. 4, v. 19.
Hvor med skal vi os kaste ned
Og dig, o Jesu mode
Som ved din store Angist-Sved
Saa for os vilde bløde?
Gud, lad din Kamp, din Død, dit Blod
Os aldrig gaa af Minde, 
Til vi hos Livsens rene Flod 
Maa Frugten ævig finde!