Hvad er mit kald, og hvad er min stand?    

 

Min sjæl, vær frisk og glad, lad sorgen fare!
Dit legems blomsterblad vil Gud bevare:
Han vil i dag mig give kraft og styrke,
jeg i mit kald og stand
min Gud og Fader kan
tilbørlig dyrke.
(DDS nr. 743, vers 4)

 

Sådan lyder det i Kingos morgensalme fra 1674: ”Nu rinder solen op af østerlide”. Dermed siger Kingo ikke så lidt. For det første opfordrer han ”min sjæl”, det vil sige både dig og mig, til at være frisk og glad og glemme sorgen, fordi Gud i dag vil bevare vore legemer og give os kraft og styrke. For det andet giver han en opskrift på, hvordan vi skal leve: ved at dyrke Gud i kald og stand. Det lyder enkelt. Men hvad er mit kald, og hvad er min stand, og er det noget vi kan bruge i dag?

Vi befinder os som bekendt i Luther-året. Det er 500 år siden, at Luther slog sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg. Hans tanker bliver studeret på livet løs. Og tanken om kald og stand er ægte Luthersk, ligesom Kingos ord: at det er i kaldet og standen, vi skal dyrke Gud. Det handler altså ikke om, at vi skal blive bedre mennesker, før vi kan dyrke Gud, men omvendt: når vi er trofaste i vores kald og stand, er netop det den rette måde at tjene Gud på til hverdag.

Men er der da ikke noget ”skomager bliv ved din læst” over det, som forhindrer social mobilitet i samfundet? Jo, for Luthers tanke om kald og stand er formuleret i et langt mere statisk samfund end vores. Men netop derfor kan denne tanke give os noget i en tid, hvor omstillingsparathed synes at være den største dyd, og hvor intet er stabilt, men alt forandrer sig lynhurtigt, og hvor de ydre præstationskrav, der stilles til mennesker, er tårnhøje.

Så hvad er mit kald, og hvad er min stand? Hvis vi føler et kald, er vi villige til at gøre mere, end vi ellers ville. For kaldet kommer ikke udefra, men indefra, som et behov for at gøre noget for nogen og give dem svar. Men vores kald er ikke bare det, vi føler os kaldet til, det er også det, vi er kaldet til – måske er vi kaldet til at være kone eller mand, ven, mor eller far, håndværker, it-mand, skolelærer, sygeplejerske eller præst – simpelthen fordi der er nogen, der har kaldt på os, det være sig ægtefællen, vennen, barnet, kunderne, brugerne, patienterne eller menigheden – de har sat os der, hvor vi nu engang er sat, til at gøre det, de har betroet os. Den, der får et kald, får standen givet i tilgift. Gevinsten er, at man får bestemt ståsted at virke ud fra. Og det er der en stor velsignelse i, fordi vi slipper for hele tiden at skulle opfinde os selv, når blot vi er trofaste i det, man har betroet os.

Kaldet og standen kan man ikke blive påført udefra eller fra oven – det må man sige JA til ud fra sin samvittighed, ligesom når et brudepar vies i kirken eller en præst indsættes i sin menighed – for i kaldet vier man sig til den eller dem, der kalder på én. Det gælder også, hvis ens kald er, at være aktiv pensionist, eller at føre gode samtaler, eller at tage sig af sin syge nabo.

Før en vielse, når jeg øver med et brudepar oppe ved alteret, siger jeg: ”Så giv hinanden hånd derpå” – her rækker de fleste hinanden venstre og højre hånd som et søskendepar. ”Nej, det er for tamt”, siger jeg så. ”I skal give hinanden højre hånd, ligesom når man siger Goddav”! For med dette håndtryk viser parret, at de er klar til ”hele pakken”, både i medgang og modgang, ligesom håndtrykket ved en præsteindsættelse viser, at det er for alvor, at menigheden har kaldet præsten til at virke netop på dette sted.

Så her i 2017 er der god grund til at minde om Luthers kaldstanke, og hvor befriende den er. Ikke kun fordi det er Luther-år, men også pga. den stærke styring, der sker overalt i samfundet i disse år. Det kan gøre det svært at finde sit ståsted og være tro mod sit indre kompas - ikke mindst, hvis man er ung. For vi lever i en tid, hvor det ofte er uklart, hvad man egentlig skal gøre og være, og hvor de krav, der stilles til mennesker, kan synes umenneskeligt høje.

Men her har kirken et kald! For selvom kirken er sat til at være i verden og være en del af verden, skal den netop ikke være som verden – den skal ikke kopiere verden, men altid være andet og mere end det. Som evangelisk-luthersk kirke har folkekirken forpligtet sig på evangeliet og den lutherske teologi. Det betyder noget - både for forholdet mellem præst og menighed og for menneskesynet. Som menneske er man altid kaldet til at være der for sin næste. Man er altid sat til at være henvist til hinanden og bære over med hinanden. Hvilken befrielse, at det kan være så enkelt at tjene Gud!

 

Jeg vil ønske alle en varm og dejlig sommer.                                                          

                                                                                                                                       Ingeborg Kaels