tirsdag22aug2017

Sogneaften 22. august kl. 19.00

tirsdag22aug2017 kl. 19:00 - 21:30

Tirsdag 22. august kl. 19,00 i Sognegården i Spentrup. Foredrag ved professor, fhv. generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Peter Lodberg: Næstekærlighed og menneskerettigheder i relation til flygtningestrømmene i Europa

Velkommen til et foredrag om et påtrængende tema, der har været aktuelt i de senere år, og som vi vil få belyst af en kender. Det er ikke første gang, vi skal høre Peter Lodberg i Spentrup sognegård. I oktober 2010 holdt han foredrag om emnet: Religion og politik. Denne gang drejer det sig om, hvor langt vores næstekærlighed rækker, når det gælder Europas flygtninge.

Peter Lodberg betragter alt, hvad der sker i samfundet gennem sine teologiske briller. Som professor i teologi på Aarhus Universitet har han bl.a. arbejdet med situationen for de kristne i Mellemøsten efter den 11. september 2001. I 2010 blev han dr. theol. på en doktorafhandling om de kristne palæstinensere, som er blevet kaldt et nybrud inden for genren.

Peter Lodberg er ulønnet hjælpepræst ved Fredenskirken i Aarhus. Som tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp har han arbejdet i nogle af verdens brændpunkter, hvorved han har stræbt efter at omsætte teologien til ”det virkelige liv”.

Det er altså ikke tilfældigt at Peter Lodberg sætter den kristne værdi: næstekærlighed i relation til Europas flygtninge. Peter Lodberg insisterer på, at teologien har noget at sige i den tid, vi lever i. Han formår at gøre rede for et sammensat tema på en måde, så alle kan være med.